En 73-årig mand fra Gedser-området er fortsat forsvundet, efter han mandag omkring klokken 12 forsvandt, da han var på cykeltur med en bekendt.
Han cyklede på en sort damecykel med cykelkurv i Gedesby, da han forsvandt.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
- Vi har hele aftenen haft hundepatruljer ude for at lede efter ham, og vi har haft indsat en helikopter med varmesøgende kamera i eftersøgningen. Men desværre uden at finde manden, siger vagtchef Anders Mikkelsen til TV ØST.
Undersøger muligheder for at finde ham
Politiet stoppede eftersøgningen i løbet af natten, men genoptog tirsdag eftersøgningen af manden. Blandt andet har de gennemsøgt mandens hjem - uden resultat.
- Et vidne har måske set manden på cykel i Gedser mandag eftermiddag, det er noget, som vi i øjeblikket forsøger at følge op på, siger Anders Mikkelsen.
Den 73-årige mand beskrives på følgende måde:
- 180 cm høj
- Har kort, hvidt hår
- Har fuldskæg
Har du oplysninger i sagen, så kontakt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 1-1-4.