60-årig kvinde udsat for groft hjemmerøveri

Natten til søndag fandt et groft hjemmerøveri sted i Nørre Alslev på det nordlige Falster. En 60-årig kvinde blev bagbundet og bestjålet af to mænd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog natten til søndag klokken 01:30 en anmeldelse om et hjemmerøveri på Herthadalsvej i Nørre Alslev på Nordfalster. 

Offeret var en 60-årig kvinde, som blev overmandet af to mænd i alderen 20-30 år, efter de havde brudt ind i hendes hus. 

De to gerningsmænd bagbandt kvinden, hvorefter de tilegnende sig smykker og kontanter fra kvindens hjem. 

Efter de to hjemmerøvere havde taget, hvad de kom efter, så forlod de adressen igen. Der er dog ikke nogen viden, om det var til fods eller med køretøj.

- Det er usædvanlig groft at trænge ind på den her måde og binde en person i huset og så frarøve hende smykker og penge. Så det er en sag, vi ser på med stor alvor, fortæller vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Ravn-Nielsen. 

Politiet efterlyser vidner

Politiet har ikke noget særligt signalement af de to gerningsmænd. De kan sige, at der er tale om to mænd i alderen 20-30 år, begge talte dansk og den ene røver var iført en blå jakke. 

Nu vil Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gerne høre fra vidner, der omkring gerningstidspunktet har været i området og har bemærket mistænkelig adfærd. Politiet ved nemlig endnu ikke noget om røvernes transportsmiddel eller om deres flugtrute i nat. 

- Vi forsøger, at finde frem til de personer, som har været i området, og så begynder vi en mere intensiv efterforskning i håb om, at det så fører frem til gerningsmændene, siger Søren Ravn-Nielsen. 

Man kan kontakte politiet på telefonnummer 114


Nyhedsoverblik