En 33-årig mand kan se frem til en årrække i skyggen, efter et enigt nævningeting fredag idømte ham otte års fængsel for voldtægt og sex med en mindreårig.
Han blev fundet skyldig i at have voldtaget en 21-årig kvinde, som han truede på livet ved at holde en pistol mod hendes hoved.
Han blev desuden dømt for flere samlejer med en 13-årig pige, som han også bedøvede med alkohol og kokain, før han havde samleje med hende. Den 13-åriges tre år ældre veninde truede han ifølge anklageren med at slå ihjel, mens han også voldtog hende om bord på en båd i Guldborg Havn.
Den dømte har gennem hele sagen nægtet sig skyldig og bl.a. hævdet, at den 13-årige pige selv lagde op til sex og løj sig ældre. Han ankede på stedet dommen med krav om at blive frifundet.
TV2 ØST har talt med den 13-årige piges mor. Se interviewet herunder:
Ud over de grove seksualforbrydelser blev den 33-årige dømt for en stribe tyverier i det alenlange anklageskrift imod ham.
Hans lange fingre har ifølge dommen løbet over mere gængse tyvekoster som kreditkort, mobiltelefoner og digitalkameraer, men ved flere lejligheder har den 33-årige under sine indbrud også set sit snit til at gå i skuffer med kvindeundertøj.
/ritzau/