25-årig direktør varetægtsfængslet i sag om hvidvask af 29 millioner

En 25-årig mand er mistænkt for at have hvidvasket 29 millioner kroner til en række konti i udlandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 25-årig mand blev onsdag morgen anholdt og sigtet for at have hvidvasket millioner af kroner fra sin virksomhed. 

Senere på dagen, klokken 11, blev manden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing.

Manden er sigtet for at have brudt straffelovens paragraf 290a stk. 2, hvidvask af særlig grov beskaffenhed. Han nægter sig skyldig.

Manden er mistænkt for at have overført omkring 29 millioner kroner til forskellige, udenlandske konti.

- Det er et stort beløb inden for en kort periode, og det er penge, der strømmer til udlandet. Det er det, der gør, at vi reagerer, siger Rune Nilsson, der er politikommissær og leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet.

Straffelovens § 290 a

§ 290 a. For hvidvask straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, der konverterer eller overfører penge, som direkte eller indirekte er udbytte af en strafbar lovovertrædelse, for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse.


Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 8 år, når hvidvasken er af særligt grov beskaffenhed navnlig på grund af forbrydelsens erhvervsmæssige eller professionelle karakter eller som følge af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået.

Overførsler til en række europæiske lande

Den 25-årige mand er direktør i et anpartsselskab uden ansatte. Hvilken type virksomhed, der er tale om, vil politiet ikke røbe af hensyn til efterforskningen. 

Ifølge politiet har manden overført millioner af kroner til forskellige europæiske lande. Heriblandt Tyskland, Portugal, Estland, Litauen og Slovenien.

Manden er sigtet for at have bedrevet hvidvask i en grad, der kan give op til otte års fængsel på grund af sagens beskaffenhed. 

- Vi har en klar formodning om, at pengene stammer fra kriminalitet, men hvilken form for kriminalitet ved vi ikke, siger politikommissæren. 

Muligvis flere gerningsmænd 

De mistænkelige overførsler er i første omgang blevet mødt af undren fra aktører fra den finansielle sektor, der har foretaget indberetninger. 

Læs også
25-årig mand dømt for hvidvask af 1,6 millioner kroner
Læs også
25-årig mand dømt for hvidvask af 1,6 millioner kroner

Dagens grundlovsforhør foregik for lukkede døre på begæring af Anklagemyndigheden. Det skete af hensyn til politiets efterforskning, da sagen kan vedrøre flere personer. 

- Vi mener, at der kan være flere gerningspersoner på fri fod, fortæller senioranklager Mariam Khalil.

Manden er varetægtsfængslet frem til den 14. juni.

Opdatering
Clock19. maj 2021, kl. 12:05
Den 25-årige er blevet varetægtsfængslet frem til 14. juni. Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, da der ifølge politiet kan være flere gerningsmænd i sagen.



Nyhedsoverblik