220 år gammelt fyrtårn stråler som nyt – op mod 1.000 sten er blevet skiftet ud

Arbejdet med at renovere Gedser Fyr har budt på flere uventede knaster. Budgettet er brugt op, men lokalt vækker det istandsatte fyr stor glæde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I mere end et år har et omtrent 20 meter højt stillads knejset i landskabet ved Gedser Odde. Har man kigget godt efter – eller er lokalkendt – har man kunnet se og vidst, at der inde bag har gemt sig et fyrtårn.

Gedser Fyr har trængt til den helt store renovering, og i disse dage er stilladset – langt om længe – ved at blive taget ned.

quote Det er et af de værste fyr, vi har arbejdet på i mange, mange år

Jesper Kern, bygningskonstruktør, Søfartsstyrelsen

Det er en dag, som har været længe ventet, fortæller Jesper Kern fra Søfartsstyrelsen, som har været øverst ansvarlig for det store arbejde.

- Det er så pænt. Det er simpelthen noget af det bedste, vi har fået lavet, siger han begejstret.

Jesper Kern har stået for arbejdet med at vedligeholde Søfartsstyrelsens fyr i 25 år.
Jesper Kern har stået for arbejdet med at vedligeholde Søfartsstyrelsens fyr i 25 år. Foto: Morten Tiirikainen - TV2 ØST

TV2 ØST møder Jesper Kern på pladsen foran Gedser Fyr, hvis nymalede, hvide facade næsten stikker i øjnene i den skarpe juli-sol.

- Den nypudsede overflade står superskarpt. Der er ikke en rundbue eller nogen af savtakkerne i toppen, som har skævheder, forklarer han og peger op mod det sekskantede, 20 meter høje tårn.

Flere af detaljerne på tårnet er mere end hundrede år gamle, mens selve tårnet blev grundlagt i 1802.

Gedser fyr blev opført i 1802 og er ombygget ad flere omgange. Fyret fik sin nuværende højde i 1905, hvor også de takkede detaljer blev føjet til.
Gedser fyr blev opført i 1802 og er ombygget ad flere omgange. Fyret fik sin nuværende højde i 1905, hvor også de takkede detaljer blev føjet til. Foto: Morten Tiirikainen - TV2 ØST

Egentlig skulle hele stilladset være pillet ned i oktober sidste år. En renovering på et par måneder var planen. Men sådan gik det ikke.

- Det er et af de værste fyr, vi har arbejdet på i mange, mange år – det er helt bestemt, konstaterer Jesper Kern.

Han er bygningskonstruktør, og som ansvarlig for vedligehold af Søfartsstyrelsens fyrtårne gennem 25 år har han set lidt af hvert.

- Vi havde en anelse om, at det stod meget sløjt til, forklarer Jesper Kern videre og tilføjer:

- Men da vi fik fat i den udvendige puds, viste det sig, at den var ikke bare dårlig, den var megadårlig. Der var flere lag, der ikke kunne hænge sammen og bære hinanden, og da vi nåede op i toppen, faldt murværket fra hinanden.

På fyrets facade har det været nødvendigt at fjerne flere lag puds. I december 2021 så facaden sådan her ud. Også flere af vinduerne var hårdt medtagede.
På fyrets facade har det været nødvendigt at fjerne flere lag puds. I december 2021 så facaden sådan her ud. Også flere af vinduerne var hårdt medtagede. Foto: Jesper Kern/Søfartsstyrelsen

På den ene af Gedser Fyrs seks facader har det været nødvendigt at gå helt ind til det rå murværk og erstatte sten. Ifølge Jesper Kern var dele af fyrets facade her "helt pulveriseret".

- Der er blevet skiftet 500-600 måske helt op til 1.000 sten på tårnet, siger han.

Læs også
Danmarks sydligste fyrtårn sættes i stand: - Det er sjovt at være med til at bevare noget så unikt
Læs også
Danmarks sydligste fyrtårn sættes i stand: - Det er sjovt at være med til at bevare noget så unikt

Det har i sagens natur været en bekostelig affære, og en af konsekvenserne heraf ser man, når man træder indenfor i fyrtårnet.

Støvet ligger lige nu overalt. Med et lille efterladt bræt fejer Jesper Kern fragmenter fra renoveringsarbejdet til side på trappen op gennem fyret.

Der vil blive gjort rent, pointerer han. Men heller ikke mere end det.

Sådan så samtlige af bjælkerne i gulvet på øverste etage i fyret ud. - Som du kan se – det er ikke helt frisk, konstaterer Jesper Kern.
Sådan så samtlige af bjælkerne i gulvet på øverste etage i fyret ud. - Som du kan se – det er ikke helt frisk, konstaterer Jesper Kern. Foto: Frederikke Dammark - TV2 ØST

Når man kigger rundt, er det tydeligt, at der trænger til at blive malet. Fyrets indre står i kontrast til det ydre, og flere steder er der tydelige spor efter det seneste års reparationer.

- Vi ville gerne have istandsat inden for, men pengene er brugt, konstaterer Jesper Kern.

- Det er blevet meget dyrere, end vi havde forventet, og det har haft den konsekvens, at vi har været nødt til at udsætte andre projekter.

Hvad det har kostet at istandsætte Gedser Fyr, ønsker Jesper Kern ikke at oplyse.

Lang holdbarhed

Søfartsstyrelsen råder over 176 fyr, hvoraf de 35 er egentlige fyrtårne som Gedser Fyr.

Imens Gedser Fyrs ydre funkler som nyt, har der ikke været midler til at istandsætte fyrets indre.
Imens Gedser Fyrs ydre funkler som nyt, har der ikke været midler til at istandsætte fyrets indre. Foto: Morten Tiirikainen - TV2 ØST

Ikke alle er fredet, men når det handler om at bevare de gamle fyrtårne og dermed sikre lyset for de søfarende, bliver det ikke skelnet.

- Vi passer på det, som var det fredet. Det skal laves ordentligt – så holder det længere, siger Jesper Kern.

quote Det var næsten helt pinligt at fortælle om et fyr, der er gammelt og med så stor en betydning, der var så forfalden

Marianne Reinhardt, fhv. rundviser på Gedser Fyr

I en tid, hvor alt bliver automatiseret, og hvor skibe kan sejle efter GPS, kan fyrenes rolle i dag synes overflødige. På Gedser er automatikken rykket helt tæt på. Her er ikke længere nogen fyrpasser og fyrets gamle linse er blevet erstattet med en LED-lampe på fyrets ræling.

Men så længe, fyrene lyser, skal de vedligeholdes, forklarer Jesper Kern:

- I dag ville man have gjort det anderledes, for der har man ikke brug for det store tårn. Men nu har vi tårnet, og derfor sætter vi det i stand.

Efter en omgang, som den Gedser Fyr har fået nu, kan facaden ifølge Jesper Kern holde i 15 år. Og til den tid skal fyret helst kun males. Murværk, puds og så videre skal gerne kunne stå længere end det.
Efter en omgang, som den Gedser Fyr har fået nu, kan facaden ifølge Jesper Kern holde i 15 år. Og til den tid skal fyret helst kun males. Murværk, puds og så videre skal gerne kunne stå længere end det. Foto: Jesper Kern/Søfartsstyrelsen

Ifølge Jesper Kern vil Gedser Fyr efter den omgang, fyret nu har fået, kunne stå i 15 år.

- Og til den tid skal fyret helst kun males. Murværk, puds og så videre skal gerne kunne stå længere end det, siger han.

Gedser Fyr i vinteren 2021. Både lanternehuset og fyrets murværk viste her tydelige tegn på behov for renovering.
Gedser Fyr i vinteren 2021. Både lanternehuset og fyrets murværk viste her tydelige tegn på behov for renovering. Foto: Jesper Kern Hansen

Lukket for offentligheden

Hele matriklen og den gamle fyrmesterbolig er i dag solgt fra til en privat ejer, og Gedser Fyr er bortset fra en række rundvisninger i sommerhalvåret lukket for offentligheden.

Alligevel er istandsættelsen af det 220 år gamle fyr vigtig for lokalområdet. Det fortæller Marianne Reinhardt. Hun har været frivillig guide på Gedser Fyr fra 2015 og frem til 2019.

Allerede dengang viste fyret tegn på slid, husker hun.

Marianne Reinhardt har været frivillig guide ved Gedser Fyr og har en stor viden om fyrtårnet, som har eksisteret længere end selve Gedser by. Det glæder hende at se, at fyrtårnet nu er blevet sat i stand. Det har en stor betydning for lokalområdet, mener hun.
Marianne Reinhardt har været frivillig guide ved Gedser Fyr og har en stor viden om fyrtårnet, som har eksisteret længere end selve Gedser by. Det glæder hende at se, at fyrtårnet nu er blevet sat i stand. Det har en stor betydning for lokalområdet, mener hun. Foto: Frederikke Dammark - TV2 ØST

- Det glæder mig, at det er blevet sat i stand, for det trængte rigtig meget til en istandsættelse. Det var næsten helt pinligt at fortælle om et fyr, der er gammelt og med så stor en betydning, der var så forfalden.

Hun er ikke i tvivl om, at en istandsættelse af fyret har stor betydning. Ikke alene har interessen for at besøge fyret været stor blandt turister og lokale.

- Nogle gange er der kommet en hel busfuld, fortæller den tidligere fyrguide.

Det sender også et signal til omverden, mener hun.

- Alt, hvad der udstråler, at man værner om Gedser, har betydning for Gedser som helhed. Det betyder meget, at de bygninger, som repræsenterer myndighederne, er i orden.

Gedser Fyr:

  • Det første fyr ved Gedser blev bygget i 1801 og taget i brug året efter. Lyset fra fyrets åbne bål kunne ses på 10 kilometers afstand.
  • I 1851 blev tårnet forhøjet til 13 meter og tårnet blev bygget sekskantet – samme form på tårnet er ført videre frem til i dag.
  • Fyret suppleres i 1895 med Gedser Fyrskib.
  • 1904 – Gedser Fyr ødelægges i voldsomt vejr nytårsnat. Året efter ombygges fyret og tårnet forhøjes til 20 meter.
  • Fyret bliver elektrificeret i 1943. Lyskilden var en 560 watt glødelampe.
  • I 1972 blev Gedser Rev Fyrskib taget ud af funktion. Samme år blev det pålagt skibe at have lods med ombord.
  • I 1986 til Gedser Havns jubilæum besøger dronningen Gedser Fyr. Fyret bliver i den forbindelse renoveret.
  • Fyrmesterboligen sælges fra i 2004 og der blev indgået en aftale med Storstrøms Amt, om at der kunne gives tilladelse til gruppebesøg otte gange om året.
  • Fyret får i 2011 en ny lanterne med LED-teknik – udenfor det oprindelige fyr-apparat, som nu blev slukket. I dag kan lyset fra Gedser Fyr ses 48 km væk.


Kilde: Marianne Reinhardt, frivillig guide, Gedser Fyr og Visit Lolland-Falster

Hvornår Gedser Fyr igen vil kunne besøges af offentligheden, er ifølge Guldborgsund Kommune uvist.

Her oplyser naturvejleder Johnny Madsen til TV2 ØST, at man arbejder på at finde en ny guide til omvisningerne – ligesom renoveringsarbejdet har gjort, at man har udskudt omvisningerne til 2023.


Nyhedsoverblik