18-årig dømt for uagtsomt manddrab på postbud

En 18-årig mand fra Nykøbing F. er blevet dømt for at have dræbt et kvindeligt postbud, da han i januar ville overhale en bil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En overhaling endte tragisk for en 18-årig mand, da han en morgen i januar ville overhale en bil på Nykøbingvej. Det skriver folketidende.dk.

Da han trak ud i modsatte vognbane kørte han frontalt ind i en 55-årig kvinde på knallert, og hun endte med at miste livet.

20 dagsbøder

Ved Retten i Nykøbing Falster blev den unge mand i den her uge dømt for uagtsomt manddrab og skal betale 20 dagsbøder á 300 kroner.

Retten fandt ham skyldig i at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden ved ikke at have sikret sig, at modsatte vognbane var fri. Ulykken skete ifølge folketidende.dk klokken 6.45 om morgenen og kostede altså den 55-årige kvinde, der var postbud, livet.