10 yderligere dødsfald efterforskes i sygeplejerskesag

Sygeplejerske fra Nykøbing Falster er sigtet for fire drab, men politiet efterforsker endnu flere sager.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet har kig på yderligere ti sager i forbindelse med den 30-årige sygeplejerske, som allerede er sigtet for at stå bag fire drab.

Det er kommet frem tirsdag ved Retten i Nykøbing Falster, hvor kvinden bliver fremstillet i et retsmøde.

Det var kvindens forsvarsadvokat, Jørgen Lange, der ved retsmødet først nævnte de ti sager. Ifølge ham er der tale om patienter, hvor nogle fortsat er i live.

- Vi er absolut ikke færdige med de sager, lyder det fra anklager Jeanette W. Andersen, efter at Jørgen Lange har antydet, at politiet har opgivet at komme videre med de sager.

Hvor mange dødsfald, der måtte være blandt de yderligere sager, der efterforskes, er der ikke kommet oplysninger frem om.

Politiet har henvendt sig til Region Sjælland for at få oplysninger om patienterne. Jørgen Lange mener, at udbyttet har været nul og niks.

- Flere af patienterne har man truffet i live, og ved de øvrige har man talt med de pårørende, uden at det har kastet noget af sig, lyder det fra advokaten.

Det er under tirsdagens retsmøde kommet frem, at antallet af dødsfald på den afdeling, som sygeplejersken var på i årene 2010 til 2012, faldt markant, da hun stoppede.

Mens hun var på afdelingen, var der årligt mellem 75 og 95 dødsfald. Efter hun stoppede, faldt antallet til 51.

Det er desuden kommet frem, at der blandt kvindens kolleger har været talt meget om, at hun var involveret i mange dødsfald, og de andre sygeplejersker skulle sågar have talt om, at den 30-årige måske tog livet af patienter.

/ritzau/

 

 


Nyhedsoverblik