En ny begyndelse

SF har været inde og ude af regering, nede og oppe i meningsmålingerne, og profilerne har skiftet parti. I Sjællands Storkreds er der nye ansigter i front.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det blev en hård omgang for SF at rykke ind på ministerkontorene, men nu blæser det mere folkesocialisternes vej med fremgang i meningsmålingerne.

I Sjællands Storkreds bliver det helt sikkert nyt på tinge, for Astrid Krag og Ole Sohn, der sidst var de regionale MF'ere, har skiftet parti.

En broget skare skal tage over, og det er uden deciderede billetsælgere imellem. Ifølge valgforsker Søren Riisbjerg Thomsen ser det ret sikkert ud, at SF får 2 mandater i storkredsen, da partiets tilslutning ligger et stykke fra både mere eller mindre, men hvem, det bliver, er mere usikkert.
Stærkest står to kvinder fra partiets venstrefløj, men flere profiler fra det kommunale- og regionale landskab kan blande sig.

Oprørerne fra venstrefløjen
Trine Pertou Mach og Meta Fuglsang var begge hårde kritikere af partiets højredrejning under Villy Søvndal - i skarp modsætning til Astrid Krag og Ole Sohn. Nu står Mach og Fuglsang som favoritterne til at overtage pladserne i Folketinget, men ingen af de to kan vide sig sikre.

Trine Pertou Mach: 45-årige Mach er nyopstillet i Næstved-kredsen, og som storkredsens eneste nuværende MFer er hun favoritten. Hun kom i folketinget i 2013 som afløser for Villy Søvndal, men blev faktisk kun nummer fem ved valget i 2011 i Københavns Storkreds. Der var konkurrencen langt hårdere, og hun var oppe imod Søvndal, Ida Auken og Özlem Cekiz. Men spørgsmålet er denne gang om hendes regionale og lokale forankring er stærk nok. Nogen stemmesluger er hun ikke, men alligevel ringer der nok en klokke hos nogen af de faste SF-vælgere også uden for Næstved-kredsen.

Meta Fuglsang: 54-årige Fuglsang er en af veteranerne på stemmesedlen og har været 1. stedfortræder efter de to seneste valg. Var en kort overgang næstformand i SF, men blev skubbet ud af Søvndal-fløjen i 2012. Meta Fuglsang var ligesom Pertou Mach en klar kritiker af højredrejningen i partiet, og modsat Mach hun har også en klar regional- og lokal profil. Om det så er nok er mere tvivlsomt, idet hun med en lang historie i SF virker mere som fortiden end som fremtiden og så bliver hun heller ikke denne gang den højest placerede kvinde på listen.

By- og regionsrødderne
Tre profiler fra det kommunale- og regionspolitiske landskab kan sagtens skubbe især Fuglsang ned af listen. Jacob Mark betragtes som et af de kommende talenter, Tina Boel var stemmesluger ved regionsvalget og så har Flemming Stenild skiftet til den bedste SF-kreds i regionen.

Jacob Mark: Bare 23-årige Jacob Mark fra Køge betragtes flere steder som en større favorit til det andet mandat end Fuglsang. Til kommunalvalget fik han et flot personligt stemmetal og samtidig får han støtte fra SFU, hvilket betyder en masse ivrige, unge kampagnemedarbejdere. Han er heller ikke plettet af magtkampene i partiet og virker som et friskt, ungt bud på partiets fremtid. Samtidig har han allerede siddet i byrådet i Køge længe, da han blev valgt ind der som bare 18-årig, så Jacob Mark er heller ikke helt politisk grøn.

Tina Boel: Med en dåbsattest der siger 1960 er Tina Boel ikke et ungt håb, men til gengæld har hun et stærkt regionsrådsvalg i bagagen med over 5.000 personlige stemmer. Samtidig har hun hjemmebane i den for SF stærke Roskilde-kreds og har hjemmebane i socialpolitikken, der traditionelt er SF-hjerteblod. Hun er outsider, men uden de helt store favoritter i feltet må hun ikke afskrives.

Flemming Stenild: 68-årige Stenild er veteran i den reneste forstand. 28 år i både amtsråd og regionsråd blev det til inden han selv sagde stop før regionsrådsvalget i 2013. Han kom på banen som kandidat til folketingsvalget, da den hidtidige kandidat i Lollands-kredsen, Torben Hansen, meldte sig ud af SF og ind i Dansk Folkeparti. Og netop kredsen er årsagen til at Stenild må nævnes som dark horse. Også i 2011 var han opstillet, men dengang i Guldborgsund-kredsen uden at være tæt på at komme ind. Skiftet til Lollands-kredsen er et skifte til måske landets største SF-højborg, der altid giver masser af stemmer til folkesocialisterne - til gengæld skal Stenild ikke regne med stemmer mange andre steder fra.

Det bedste bud:

Trine Pertou Mach bør tage det ene mandat på at være spidskandidat og det - trods manglende regional forankring - mest kendte navn. Hvis det som ventet bliver til et mandat nummer to, så er buddet herfra, at det bliver Jacob Mark på grund af støtte fra SFU - men intet er sikkert i SFs nye begyndelse.

 

Fakta: Valgforsker professor Søren Riisbjerg Thomsen laver jævnligt geografiske prognoser (publiceret på Altinget.dk). Prognoserne er baseret på en lang række meningsmålinger lagt sammen og giver dermed et mere sikkert billede. Prognoserne giver udelukkende et bud på mængden af mandater til partierne - navne og kandidaternes muligheder er redaktionens bud, baseret på tidligere stemmetal, kredsenes størrelse, samtaler med kilder samt viden om kandidaternes markeringer.


Nyhedsoverblik