¨

Top 10: Her er de største stemmeslugere

Foto: TV2 ØST/TV2

Der er flere overraskelser i oversigten over, hvilke folketingskandidater der har fået flest personlige stemmer i Sjællands Storkreds.

Det er måske ikke overraskende, at fungerende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), blev den absolutte topscorer med flest personlige stemmer i Sjællands Storkreds. Men på listen er der flere overraskelser, blandt andet har Jacob Mark (SF) ottedoblet sit personlige stemmetal, og på Vestsjælland er Stram Kurs flere steder over spærregrænsen på to procent.  

Jeg lover jer, at jeg vil knokle for alt leve op til jeres tillid. Jeg kommer til at give børnene en stemme i Folketinget hver eneste dag

Jacob Mark (SF)

Som nævnt sætter Lars Løkke Rasmussen sig altså tungt på førstepladsen i en top 10 over de politikere, der fik flest personlige stemmer. Han fik i alt 40.745 personlige stemmer. 

Artiklen fortsætter under grafikken

Flere stemmer end partiformanden

Alle personlige stemmer er altså nu talt op i Sjællands Storkreds, og på en andenplads kommer SF´eren, Jacob Mark, der som partiets spidskandidat fik 23.213 personlige stemmer. 

Dermed får Jacob Mark, der er gruppeformand i SF flere personlige stemmer end sin egen formand, Pia Olsen Dyhr, der har fået 20.047 personlige stemmer. Ved folketingsvalget i 2015 fik Jacob Mark 2.948 personlige stemmer. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Jacob Mark har fået flere personlige stemmer end sin egen formand, Pia Olsen Dyhr. Foto: TV2

På Facebook takker Jacob Mark sine vælgere mange gange for tilliden:

- Jeg lover jer, at jeg vil knokle for alt leve op til jeres tillid. Jeg kommer til at give børnene en stemme i Folketinget hver eneste dag, skriver han. 

SF er det parti i Sjællands Storkreds, der ved valget har fået den største procentuelle fremgang med 8,8 procent af storkredsens stemmer.

Artiklen fortsætter under opslaget.

På en tredjeplads i top-10´en kommer Magnus Heuniche (S), der fik 18.214 personlige stemmer. Magnus Heunicke er populær i sin gamle hjemby, Næstved, hvor han blev kredsen absolutte stemmesluger med 10.968 personlige stemmer. 

Kæmpestore bunker

Det var også en storsmilende Magnus Heunicke, der torsdag dukkede op i Arena Næstved, hvor de personlige stemmer torsdag blev talt op. 

- Det er nogle kæmpestore bunker. Det er så dejligt at se i virkeligheden. Det forpligter helt vildt. Det er alle de her menneskers tillid, det handler om, sagde Magnus Heunicke tidligere på dagen til TV2 ØST. 

Artiklen fortsætter under opslaget.

Magnus Heunicke er skarpt forfulgt af Astrid Krag (S), som ender på en fjerdeplads i top 10'en og har fået 17.810 personlige stemmer. 

Stram Kurs over spærregrænsen på Vestsjælland

Også lederen af Stram Kurs, Rasmus Paludan, fik mange personlige stemmer. Han kommer ind på en femteplads i Sjællands Storkreds med 9.959 personlige stemmer.

Stram Kurs endte under spærregrænsen på to procent og kom ikke i Folketinget, men partiet kom over spærregræsen flere steder på Vestsjælland. I Kalundborg stemte 1.831 vælgere på Stram Kurs. Det er 3,5 procent af alle stemmerne i kredsen, og i Slagelse fik partiet 1.617 stemmer, hvilket svarer til 3,4 procent af stemmerne. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Da Rasmus Paludan i aftes ankom til Christiansborg kunne han knapt komme forbi på grund af det store opbud af journalister og fotografer, der ville tale med ham. 

Selv om Stram Kurs  ikke kom i Folketinget, vil partiet ifølge Rasmus Paludan fortsætte kampen:

- Vi fortsætter naturligvis vores kamp for, at danskerne kan blive ved med at være danskere i deres eget land. Mit højeste ønske er ikke at komme i Folketinget, men at forhindre Danmarks totale undergang. Det vil jeg blive ved med at forhindre, til den dag jeg dør, udtalte han på valgaften på Christiansborg, hvor partiet holdt valgfest med pindemadder og fadøl i folketingets læseværelse.

Nr 2 i Venstre i Sjællands Storkreds

På listen over top 10 ender Marcus Knuth (V) på en sjetteplads. Han fik 9.523 personlige stemmer mod 7.351 i 2015. Da TV2 ØST talte med Marcus Knuth sent på valgnatten, var han meget tilfreds med Venstres valgresultat, men turde ikke gisne om sin egen situation. 

- Jeg er jæger, så jeg ved, at man ikke skal sælge skindet, før bjørnen er skudt, sagde han.

 Marcus Knuth kan godt sælge skindet nu. Han fik i alt 9.523 personlige stemmer mod 7.351 i 2015. Dermed ender han på andenpladsen over personlige stemmer i sit eget parti Venstre i Sjællands Storkreds. 

Artiklen fortsætter under opslaget.

Også Zenia Stampe (R), Jacob Jensen (V), Naser Khader (K) og Morten Dahlin (V) er på listen over stemmeslugere i Sjællands Storkreds. Zenia Stampe fik 8.371 personlige stemmer. Jacob Jensen fik 7.412, Naser Khader fik 7.337, og Morten Dahlin fik 6.471 personlige stemmer.

Forvandlede Slagelse til Mariager

Morten Dahlin, der er valgt i Slagelse kredsen, satte under valgkampen fokus på dét, han kaldte ”den ulige fordeling af midler til infrastruktur”. For at markere sin utilfredshed satte han i en time nye byskilte op i Slagelse og omdøbte byen til Mariager.

- Det er åbenbart blevet sådan, at hvis man vil have infrastrukturinvesteringer her i landet, så skal man være en by i Jylland og helst hedde Mariager, udtalte han. Happeningen skyldtes, at folketinget tidligere på året besluttede at bruge 377 millioner kroner på en omfartsvej ved Mariager. Beslutningen førte til så stor kritik, at beslutningen til sidst blev droppet. 

Morten Dahlin, der er valgt i Slagelse kredsen, satte under valgkampen fokus på dét, han kaldte ”den ulige fordeling af midler til infrastruktur”. For at markere sin utilfredshed satte han i en time nye byskilte op i Slagelse og omdøbte byen til Mariager. Foto: Privatfoto.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App