SF vil stoppe planerne om udrejsecenter på øen Lindholm

Klovne og politikere slås om lygtepælene, et presset sundhedsvæsen og en historisk vælgerlussing til DF. Det er tid til dagens politiske overblik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu hænger de overalt og kigger på os.

I weekenden, lørdag klokken 12.00, måtte folketingskandidaterne endelig hænge deres valgplakater op på gader og stræder i håbet om påvirke vælgerne, der om 23 dage skal sætte deres kryds.

Men pladsen i lygtepælene er trang, fordi kandidaterne til europarlamentsvalget den 26. maj allerede havde taget de bedste pladser, og nu presser kandidaterne til folketinget en hel tredje gruppe væk. Men det vender vi tilbage til.

Det er blevet tid til dagens politiske overblik, som blandt andet byder på et presset sundhedsvæsen, nye planer om at stoppe Udrejsecenter Lindholm i Stege Bug og en historisk vælgerlussing til Dansk Folkeparti.

S klar til at lade pensionsalderen stige

Vi begynder med omgang pensionsdebat for nedslidte danskere.

For igen og igen har Socialdemokratiet og formand Mette Frederiksen fortalt, at partiet vil give en ret til tidlig pension tre år før tid for danskere med mange år på arbejdsmarkedet.

Men inden partiet har gjort det klart, hvem, hvor mange og hvornår det skal kunne ske, vil Socialdemokratiet allerede næste år som muligt statsministerparti sætte sig i spidsen for et politisk flertal og hæve pensionsalderen til 69 år, skriver Berlingske.

Dansk Folkeparti står til historisk vælgerlussing

Vi hopper videre til en dugfrisk meningsmåling fra Voxmeter, der viser, at rød blok fastholder et solidt forspring.

Dansk Folkepartis tilbagegang er én af årsagerne til, at blå blok ikke står til at genvinde flertallet ved det kommende folketingsvalg, og det ses tydeligt i den nyeste meningsmåling. Her står partiet, der ved valget i 2015 blev det største borgerlige parti, til at få bare 11,6 procent af stemmerne.

Sådan står partierne lige nu

Her er det fulde overblik over målingen. Tallet i parentes er resultatet ved det seneste folketingsvalg.

 

  • Socialdemokraterne: 28,5 procent / 52 mandater (26,3 procent)
     
  • Radikale Venstre: 6,8 procent / 12 mandater (4,6 procent)
     
  • Det Konservative Folkeparti: 5,2 procent / 9 mandater (3,4 procent)
     
  • Nye Borgerlige: 1,7 procent / 0 mandater (stillede ikke op)
     
  • Socialistisk Folkeparti: 7,0 procent / 13 mandater (4,2 procent)
     
  • Liberal Alliance: 3,3 procent / 6 mandater (7,5 procent)
     
  • Kristendemokraterne: 1,3 procent / 0 mandater (0,8 procent)
     
  • Dansk Folkeparti: 11,6 procent / 21 mandater (21,1 procent)
     
  • Venstre: 18,6 procent / 34 mandater (19,5 procent)
     
  • Enhedslisten: 9,9 procent / 18 mandater (7,8 procent)
     
  • Alternativet: 3,3 procent / 6 mandater (4,8 procent)
     
  • Klaus Riskær Pedersen: 0,2 procent / 0 mandater (stillede ikke op)
     
  • Stram Kurs: 2,4 procent / 4 mandater (stillede ikke op)
     
  • Øvrige: 0,2 procent / 0 mandater

 

Rød blok (inklusiv Alternativet): 55,5 procent / 101 mandater. Blå blok (inklusiv Stram Kurs): 44,3 procent / 74 mandater.

 

Alle procenttal for partierne er rundet af til én decimal. Det er derfor, at de to blokkes stemmetal ikke giver 100 procent tilsammen.

 

I alt 1004 repræsentativt, tilfældigt udvalgte personer over 18 år har deltaget i målingen, der er baseret på telefoninterview foretaget i perioden fra 10. til 12. maj.

 

Voxmeter ringer hver dag cirka 330 nye vælgere op, som målingen bliver opdateret med på den givne dag.

 

Den maksimale statistiske usikkerhed på det enkelte partis stemmetal er 2,8 procentpoint (gældende for Socialdemokratiet). Herefter falder den statistiske usikkerhed i takt med partiernes størrelse.

 

 

Kilde: Voxmeter for Ritzau.

Det er en tilbagegang på hele 9,5 procentpoint og ville resultere i et tab af 16 mandater. Der er dog en statistisk usikkerhed på målingen for DF på 2,0 procentpoint i op- eller nedadgående retning.

Rød blok står i målingen til at få 95 mandater. Tilføjer man Alternativets mandater, får blokken hele 101 mandater.

Cirkus beder politikere om at overholde reglerne

De var alle sammen klar.

Da klokken lørdag den 11. slog 12.00, plastrede folketingskandidater og deres frivillige hjælpere, selv dem med et brækket ben, lygtepæle og landevejsborer til med valgplakater af håbefulde folketingskandidater.

Men pladsen i lygtepælene var trang, fordi kandidaterne til europarlamentsvalget den 26. maj allerede havde taget de bedste pladser, og nu føler en tredje spiller sig på området hårdt presset.

Der er tale om Cirkus Baldoni, der holder til i Tureby mellem Faxe og Køge, som oplever, at deres cirkusplakater bliver presset helt op i toppen af lygtepælene, så de ikke kan få fat på dem uden at bryde arbejdstilsynets regler.

- Kære politikere. Vi deler gerne lygtepælene med jer i denne tid, men kunne I ikke være søde at følge reglerne og lade være med, at skubbe vores plakater helt op i toppen af lygtepælene, så vi ikke kan få fat på dem UDEN at bryde arbejdstilsynets regler. Vores plakater hang der trods alt først, skriver Cirkus Balodoni på Facebook.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.

Arbejdstilsynets regler er nemlig sådan, at når Cirkus Baldoni skal have fat i sine plakater for at tage dem ned, så skal de bruge en kran, fordi de er mere end to meter over jorden.

Realitystjerner: Naser Khader er talentløs

Huskede du at sende din mor en kærlig hilsen og en buket blomster på mors dag i går?

Det gjorde Jeppe Jakobsen, der stiller op for Dansk Folkeparti i Sjællands Storkreds, i et opslag på Facebook.

- Min mor har igennem hele mit liv og hele min politiske karriere været en helt uvurderlig støtte. Fra starten af var hun med til at lave valgplakater, sætte dem op, dele flyers ud, deltage i politiske møder og bakke mig op når det var svært. En helt igennem fantastisk mor som jeg skylder megen taknemmelighed, skriver Jeppe Jakobsen.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.

Men han er ikke den eneste politiker, der bruger de sociale medier til at promovere sig selv i valgkampen.

Den konservative politiker Naser Khader, der sidste år skiftede valgkreds til Sjællands Storkreds, har dog knap så meget succes på de sociale medier. Realitystjernerne Lenny og Philip mener nemlig, at hans Instagram-profil er en katastrofe.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.

Derfor overvejer han nu at ansætte de to unge gutter som Instagram-spindoktorer.

Færre timer til konsulenter giver mere velfærd

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil sætte et loft over, hvor mange penge stat, regioner og kommuner må bruge på at hyre eksterne konsulenter til at løse opgaver i det offentlige.

- Selvfølgelig er der stadig brug for eksterne konsulenter i en række tilfælde.

- Men det bør være muligt, at det offentlige selv kan løfte flere af de opgaver, som konsulenter i dag hyres til - blandt fordi der også er ansat flere højtuddannede medarbejdere, der burde kunne stå for nogle af de opgaver, udtaler Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Et loft kan ifølge partiet flytte tre milliarder kroner fra konsulenter til velfærd. Staten, kommuner og regioner bruger ifølge Socialdemokratiet i alt knap 11 milliarder kroner på konsulentydelser om året.

SF vil stoppe planerne om udrejsecenter i Stege Bugt

Dagens politiske overblik slutter af med en omgang asyldebat. For der skal ikke etableres noget udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt, hvis det står til SF.

quote Hvis der kommer et nyt flertal efter folketingsvalget, skal man have kigget på en alternativ placering

Jacob Mark (SF), medlem af Udlændinge- og Integrationsudvalget

Derfor besøger Jacob Mark (SF), der stiller op i Sjællands Storkreds og er medlem af Udlændinge- og Integrationsudvalget, i dag modstanderne af mod Udrejsecenter Lindholm i Kalvehave på Sydsjælland for at samle skyts mod etbaleringsplanerne.

- Hvis der kommer et nyt flertal efter folketingsvalget, skal man have kigget på en alternativ placering. Der skal være et udrejsecenter, men det store problem er, at man ikke har lavet en analyse af, hvor det giver mening at ligge. Der tror jeg aldrig, et udrejsecenter på Lindholm slår ud som et godt sted, fordi det på mange måde er så dumt, siger Jacob Mark til TV2 ØST.

NYT UDREJSECENTER PÅ LINDHOLM

  • Regeringen og DF vil afsætte 759 millioner kroner til etablering og drift af udrejsecenteret på Lindholm i Stege Bugt. 
     
  • Heraf skal 210 millioner kroner bruges på etableringsudgifter som bygninger (145 millioner) og infrastruktur og forsyning (55 millioner). 

  • Centret ventes at kunne tages i brug i 2021 og skal huse udlændinge på tålt ophold, udviste kriminelle, fremmedkrigere og kriminelle afviste asylansøgere.

  • Op til 125 udlændinge skal opholde sig her. Driften vil koste 1,8 millioner kroner årligt per udlænding. Til sammenligning koster det 250.000 kroner årligt per udlænding på Kærshovedgård.

 

Kilder: TV ØST, TV2.

Regeringen og Dansk Folkeparti blev i november sidst år enige om en ny finanslov for 2019. Her er det blevet aftalt, at øen Lindholm i Stege Bugt skal huse udlændinge, der er på tålt ophold og kriminelle afviste asylansøgere.

Opholdsstedet kommer til at hedde Udrejsecenter Lindholm. I forvejen findes Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland. Det bliver ikke lukket, men fremover vil det kun være for afviste asylansøgere, der ikke har gjort noget kriminelt.

Øen Lindholm ligger i Stege Bugt.
Øen Lindholm ligger i Stege Bugt. Foto: TV 2 Grafik

Centret på Lindholm vil være for udlændinge på tålt ophold og afviste asylansøgere, som har begået særlige former for kriminalitet.

Det sker i dag

Paneldebat i grotten

  • Du kan komme til paneldebat på Slagelse Gymnasium mellem klokken 10.00 og 12.00. Adressen er Willemoesvej 2 i Slagelse. Selve debatten finder sted i kantineområdet Grotten.

Lokale kandidater besøger apotek

  • Løve Apotek i Nykøbing Falster får besøg af Markus Knuth (V), René Christensen (DF) og Lennart Damsbo-Andersen (S). Her vil apotekeren, Ole Lystrup Iversen, vise rundt og tale med politikerne om de store udfordringer, som sundhedsvæsenet står over for samt forskellen mellem land og by i sundhedsvæsenet. Arrangementet finder sted klokken 10.00 i Løve Apotek på Langgade 5 i Nykøbing Falster.

Dansk Folkeparti i trøjen

  • Søren Espersen fra Dansk Folkeparti besøger hjemmeværnet i Vordingborg. Der sker fra klokken 12.00 til 17.00 på hjemmeværnets kaserne på Sankelmarksvej 26 ved Vordingborg.

Modstandere af udrejsecenter får besøg

  • Gruppeformand Jacob Mark (SF), som er imod planerne om at etablere et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bug, besøger Alliancen mod udrejsecenter Lindholm. Der sker klokken 14.00 i Den Gule Stald på havnen i Kalvehave.

Et skud med EU

  • Du kan komme til paneldebat med en række kandidater til europaparlamentsvalget. Det er Marianne Vind (S), Morten Helveg Petersen (R), Pernille Weiss (K), Peter Westermann (SF), Mette Bock (LA), Christian Juhl (EL), Pia Adelsteen (DF), Linea Søgaard-Lidell (V), Eva Flyvholm (EL) og Susan Kjeldgaard (AL) der debatterer. Det hele finder stedet klokken 19.00 i Elværket på Gasværksvej 9 i Holbæk.

 


Nyhedsoverblik