Det er fredag morgen og klokken er lidt over seks. Her samler vært Mads Gudiksen folketingskandidat John Axelsen fra Liberal Alliance op ved hjemmet i Næstved.
- Det er tidligt, siger Mads Gudiksen til sin medpassager.
- Ja, det er sådan helt almindelig tid. Det tog, jeg plejer at tage med, er lige kørt afsted, svarer John Axelsen.
John Axelsen stiller op til folketingsvalget for første gang for Liberal Alliance. Det er derfor, han gæster Mads Gudiksens rullende valgprogram Køretur med kandidaten, som blev optaget og sendt live på Facebook fredag morgen.
KØRETUR MED KANDIDATEN
Under hele valgkampen vil Mads Gudiksen samle forskellige folketingskandidater op i sin bil i valgprogrammet Køretur med kandidaten. Alle 13 partier får en af deres kandidater med på en køretur, der tager udgangspunkt i kandidatens hjemstavn, arbejde eller et andet sted, der har en særlig betydning for kandidaten. Det bliver sendt direkte på TV2 ØST's Facebookside, hvor brugerne kan stille spørgsmål, og senere bliver programmet vist på TV2 ØST.
Pendler med toget til arbejde
Mens solen er ved at tage fat, kører bilen mod et af de første stop på turen - nemlig togstationen i Næstved.
Her plejer John Axelsen at pendle til København, hvor han arbejder som selvstændig med grafisk design i sin virksomhed med omkring 12 ansatte.
Og her spurgte Mads Guiksen lidt ind til John Axelsens liv som pendler.
- Jeg troede alle fra Liberal Alliance altid tog bilen, siger Mads Gudiksen.
- Det er jo en fordom, man hurtigt kan have. Jeg tænker, tog kan noget, og bilen kan noget andet, siger John Axelsen og tilføjer:
Hvis man fylder et tog op med mennesker til København, og man bor tæt på stationen, så får man gode transportmuligheder
- Det er rigtig dyrt for samfundet at få fragtet folk frem og tilbage. Men hvis man fylder et tog op med mennesker til København, og man bor tæt på stationen, så får man gode transportmuligheder. Samtidig aflaster man også veje og trafikken derude.
Selvom John Axelsen foretrækker at køre med toget, vil han også gerne politisk være med til for eksempel at sænke afgifter på elbiler og lave andre tiltag, der gavner miljøet.
Han håber, det kan få flere til at vælge elbiler fremfor benzin- og dieselbiler.
- Man skal sænke elafgiften betydeligt. Istedet for at tvinge folk ved adfærdsregulerende skatter og afgifter skal man istedet motivere folk til at vælge elbiler ved at sænke afgiften på eksempelvis el. Så vil man vælge det helt naturligt.
Skatten skal ned
Liberal Alliance går blandt andet til at valg på, at man maksimalt skal betale 40 procent af sin løn til SKAT. De vil også gerne indføre topskattelettelser ved at fjerne topskatten helt.
Det faldt snakken blandt andet på i bilen, da John Axelsen og Mads Gudiksen nåede København.
- Er det ikke bare at tage fra de fattige og give til de rige?, spørger Mads Gudiksen.
- Jeg smiler lidt, fordi du glemte det vigtigste. Det allerdyreste forslag, vi har, er, at de første 7000 kroner skal være skattefri. Det er alle mennesker i arbejde, det vil ramme.
Selvfølgelig er det dejligt for dig at køre med mig i bilen i dag, men det motiverer dig jo også, at du får noget på bankbogen
- Det handler også om, at man skal motivere folk til at arbejde. Selvfølgelig er det dejligt for dig at køre med mig i bilen i dag, men det motiverer dig jo også, at du får noget på bankbogen.
John Axelsen mener, at topskatten kan være med til at demotivere folk til at arbejde.
- Den dræber væksten og motivationen for at gøre noget ekstra. Det, synes jeg, er rigtig ærgerligt, siger han.
Derfor vil John Axelsen gerne være med til fjerne topskatten. På den måde undgår folk samtidig at føle, at de er med til at forsørge andre end sig selv, som er en vigtig pointe for ham.
Samtidig mener han, at man ved at gøre de første 7000 kroner af folks indkomst skattefri, vil kunne hjælpe flere iværksættere, som ham selv, godt på vej.
Tilfreds med stramninger på udlændingeområdet
Undervejs på køreturen talte Mads Gudiksen og John Axelsen også om integration og flygtninge.
John Axelsen mener, at antallet af migranter og flygtninge, der kommer til Danmark, er meget lille. Han føler, at man kan se, hvordan integrationen begynder at virke.
Derfor er han meget tilfreds med de stramninger, som regeringen og hans eget parti har fået gennemført i de seneste år.
I forhold til burkaforbuddet, så synes jeg personligt, at man skal have lov til at gå klædt fuldstændig, som man har lyst til. Det er ens private sfære
Han er dog ikke tilhænger af "burkaforbuddet", som trådte i kraft 1. august sidste år. Det er et såkaldt tildækningsforbud, som betyder, at man blandt andet ikke må bære burka og niqab i det offentlige rum.
- Jeg synes, vi skal hjælpe mere i nærområderne, siger han og tilføjer:
- I forhold til burkaforbuddet, så synes jeg personligt, at man skal have lov til at gå klædt fuldstændig, som man har lyst til. Det er ens private sfære.
Hele køreturen varede omkring halvanden time, og her fik de udover flygtninge og kollektive trafik også talt om alt fra klimaet, folkeskolereformen til den nuværende regerings ghettoplan og velfærden generelt.
Du kan se hele køreturen, der blev sendt på Facebook, her.
Programmet Køretur med kandidaten med John Axelsen vises søndag aften på TV2 ØST klokken 19.55.