¨

På tur med kandidaten: Vil have flere pædagoger og gratis psykologhjælp

02:03

Søndag fik Jacob Mark (SF) et lift af Mads Gudiksen hen til en demonstration for minimumsnomeringer i Slagelse, da de optog programmet "Køretur med kandidaten". Hør her, hvorfor det altid har været hans mærkesag. Video: Mads Gudiksen - TV2 ØST

Jacob Mark (SF) blev tidligt gruppeformand, som udløste angst. I dag arbejder han for gratis psykologhjælp og minimumsnomeringer i børnehaver.

Fire ugers valgkamp begynder at sætte sine spor på Jacob Mark fra Socialistisk Folkeparti (SF), der er plaget af en smule hoste, da vært Mads Gudiksen møder ham.

Den 27-årige folketingskandidat har siddet i Folketinget siden 2015, og han satser på at blive genvalgt. Men det er ikke altid lige fedt at føre valgkamp, når man har været i gang i flere måneder.

- Man begynder at være lidt slidt, siger Jacob Mark (SF).

- Har det været en vild valgkamp, spørger Mads Gudiksen.

- Ja det har det. Den har været lang. Ét er, hvornår den begyndte, men vi troede jo i princippet, at han (Lars Løkke Rasmussen, red.) ville udskrive valg i januar. Så man har på en eller anden måde været på barrikaderne siden januar og været i debatter og alt muligt, siger han.

Søndag morgen samlede Mads Gudiksen ham op i Køge, hvor han bor i dag. Han var nemlig inviteret til at deltage i Mads Gudiksens rullende valgprogram Køretur med kandidaten. 

Og her overraskede værten sin medpassager med friske kanelsnegle.

- Det er godt spottet. Det er simpelthen det bedste, jeg ved, siger Jacob Mark (SF).

KØRETUR MED KANDIDATEN

Under hele valgkampen vil Mads Gudiksen samle forskellige folketingskandidater op i sin bil i valgprogrammet Køretur med kandidaten. Alle 13 partier får en af deres kandidater med på en køretur, der tager udgangspunkt i kandidatens hjemstavn, arbejde eller et andet sted, der har en særlig betydning for kandidaten. Det bliver sendt direkte på TV2 ØST's Facebookside, hvor brugerne kan stille spørgsmål, og senere bliver programmet vist på TV2 ØST.

Turen gik forbi Jacob Marks barndomshjem i Alkestrup, som ligger syd for Køge. De kørte blandt andet forbi hans gamle skole, Alkestrupskolen, som ligger i den lille landsby.

Herefter kørte de mod Slagelse, hvor Jacob Mark skulle deltage i en demonstration for minimumsnomeringer i daginstitutionerne sammen med en masse foreældre.

Vil arbejde for gratis psykologhjælp

Jacob Mark har altid været politisk aktiv. Allerede som 14-årig meldte han sig ind i SF Ungdom. Og som 18-årig blev han valgt ind i byrådet i Køge Kommune.

Siden stillede han op til folketingsvalget i 2015, hvor han også blev valgt ind. Her har han i dag påtaget sig rollen som gruppeordfører og ikke mindst andre ordførerskaber. Han er blandt andet børneordfører, udddannelses- og undervisningsordfører samt forskningsordfører.

Men at blive gruppeordfører var en stor mundfuld for Jacob Mark. Arbejdspresset blev for stort, og han blev ramt af angst. Så en dag følte han ikke, at han kunne forlade sin lejlighed.

- Lige pludselig blev jeg bare ramt af at have det dårligt. Min krop sagde bare Nu skal du slappe lidt af, siger han.

Han oplevede på egen krop, hvordan det var svært at få hjælp af det offentlige. Et system, der er præget af flere uger lange ventetider.

Derfor endte han med selv at betale for sin behandling. Det mener han ikke er fair, og derfor vil han arbejde for, at psykologhjælp bliver gjort gratis.

Man ved aldrig helt, hvad der kan ske, når man sætter en tv-vært og en folketingskandidat sammen i en bil. Se hvordan det er gået i videoen herunder.

02:24

Mads Gudiksen har samlet mange forskellige folketingskandidater op under valgkampen. Du kan se her, hvordan der er blevet sunget, klappet, snakket og grinet i Mads Gudiksens bil.

Luk video

Første mærkesag var minimumsnomeringer

Spørgsmålet om minimumsnomeringer har fyldt en del i valgkampen, og her er SF ikke i tvivl.

De har meldt ud, at der skal være et loft for, hvor mange børn der skal være per pædagog i institutionerne. Og de vil kun sige god for en finanslov under en socialdemokratisk regering, hvis kravet om minimumsnomeringer bliver opfyldt.

Under køreturen fortalte Jacob Mark, hvordan minimumsnomeringer blev hans mærkesag, lige efter han rykkede ind i sit kontor på Christiansborg.

- Da jeg kom ind på mit kontor på Christiansborg i 2015, så fik jeg min praktikant - som iøvrigt var ældre end mig selv - til at hente en planche, siger han og tilføjer:

- Vi skulle finde ud af, hvad vi skulle lave politisk. Og det første ord, jeg nogensinde skrev på den planche, var minimumsnomeringer.

Dengang mente han ikke, at pengene nåede ud i til daginstitutionerne, selvom SF i sin regeringstid, havde været med til at afsætte penge til flere pædagoger. Det var hans erfaring fra sit politiske arbejde i Køge Kommune, hvor pengene kun hjalp lidt.

På køreturen vendte Mads Gudiksen om ved Jacob Marks gamle skole i Alkestrup. Foto: Mads Gudiksen - TV2 ØST

Kæmper for motorvej til Næstved

Under den lange køretur faldt snakken på motorvejsprojekter. Her fortalte Jacob Mark, at han ikke er lige så meget imod motorveje, som nogle af hans kolleger i de røde partier.

- Motorveje kan være nødvendige og skabe livskvalitet ud til områder, hvor det er meget besværligt at komme ud til. Men motorveje skal også give mening. Man skal ikke bare pløje asfalt ned gennem forskellige naturområder, fordi det er let, siger han.

Han fortalte, at han er en del af en sjællandsk "motorvejsmafia", som kæmper for en motorvej tværs over Sjælland til Næstved.

- Vi har nogle problemer i forhold til tværforbindelsen på Sjælland. Altså Kalundborg til Slagelse hvor man skal ud på en masse bumlede veje for at komme i gennem, siger han.

Hvis SF kommer i regering er et par udvalgte motorvejsstrækninger noget af det, som de vil arbejde videre med.

Han mener nemlig, at det er vigtigt at få vendt tendensen, når det gælder fordelingen af jyske og sjællandske motorveje. I hans øjne har den været skæv. I Jylland har de nemlig fået mange motorveje, mens Sjælland er blevet snydt.

Du kan se hele køreturen, der blev sendt på Facebook, her. 

Programmet med Jacob Mark bliver vist mandag klokken 19.55 på TV2 ØST.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App