Det sidste ord: EU-kandidater kæmper for de sidste krydser

I morgen skal danskerne stemme til Europa-Parlamentet. Til folkemøde i Høng ved Kalundborg deltog kandidaterne i den allersidste debat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er ganske få timer, til valgstederne åbner i morgen tidlig, og danskerne skal sætte deres kryds til Europaparlamentsvalget.

Og i Høng ved Kalundborg var der til årets folkemøde arrangeret en EU-debat, så kandidaterne kunne få sidste mulighed for at hapse stemmer.

- Jeg synes, at EU er så afgørende for vores land, at jeg gerne ville høre debatten. Jeg er meget stor tilhænger af EU. Derfor ærgrer det mig tit, når jeg skal lytte til modstandspartierne, for jeg er gammel efterhånden og kan huske, da vi kom ind på fællesmarkedet. Jeg er opvokset i landbruget og ved, hvad det betød. Der var en optimisme dengang, der var helt fantastisk, siger Ove Bech Jensen fra Kulby, der var mødt op til dagens debat.

Med til debatten var Mick Keller (LA), Marianne Vind (S), Inger Staahl Jensen (SF), Tina-Mia Eriksen (DF), Anton Ebsen (R), Susanna Dyre-Greensite (Folkebevægelsen mod EU), Eva Flyvholm (EL) og Linea Søgaard-Lidell (V).

- Jeg synes, det var en god debat. Det var lidt sjovt, for det er faktisk vores sidste debat inden selve valget. Nu har jeg været i debatter i halvandet år, så det er faktisk lidt syret, at det her var den sidste, siger Linea Søgaard-Lidell.

De stiller op til Europaparlamentsvalget:

Stiller op for første gang

Også Eva Flyvholm var glad for dagens debat. Det er første gang, at Enhedslisten står på stemmesedlen til et EU-valg, så derfor var det vigtigt for hende at markere sig til dagens folkemøde.

quote Jeg tror, der er mange, der først bestemmer sig i sidste øjeblik, og jeg har i hvert fald haft nogle gode snakke med nogle mennesker her i Høng

Linea Søgaard-Lidell (V), kandidat til Europa-Parlamentet

- Jeg er rigtig glad for at være til debatten her i Høng. Jeg har også gået i skole her. Noget af det, der er rigtig vigtigt for mig, det er, at vi får sat rigtig meget i gang i den grønne omstilling i Europa og i Danmark. Fra Enhedslistens side vil vi gerne investere meget mere i den kollektive trafik. Det er både en stor europæisk togfond, men det handler også om en ordentlig drift på Tølløse-banen og vores lokale busser, siger hun.

I øjeblikket ser det ud til, at Enhedslisten kan gå hen og få et enkelt mandat i Europa-Parlamentet på bekostning af Folkebevægelsen mod EU. Eva Flyvholm er nummer to på partiets liste og er meget spændt på valgets udfald.

- Der er stadig mange, der ikke har bestemt sig. Jeg håber, at der er mange, der vil stemme på os, hvis de gerne vil en rød, grøn og solidarisk udvikling i Europa, og jeg tror, at hver eneste stemme betyder noget, siger hun, der også stiller op til folketingsvalget den 5. juni.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der var mødt mange mennesker op til dagens debat

Håber på at flytte stemmer

Og Linea Søgaard-Lidell fra Venstre tror på, at det er muligt at vinde stemmer selv i allersidste øjeblik.

- Jeg tror godt, jeg kan rykke krydser. Jeg tror, der er mange, der først bestemmer sig i sidste øjeblik, og jeg har i hvert fald haft nogle gode snakke med nogle mennesker her i Høng, så jeg tror, det rykker noget, siger hun.

quote Grundlæggende er jeg så stor tilhænger af EU, at jeg synes, vi skal tage imod det fællesskab, der er. Vi skal se, at skal vi klare os fremover, så må det være ved at arbejde sammen

Ove Bech Jensen, Kulby

- Jeg er spændt på i morgen, jeg er superspændt. Det ser godt ud for Venstre, men det betyder jo ikke, at det lige er mig, der bliver valgt. Jeg håber, at Venstre får et godt valg, og at jeg bliver valgt, og der er plads til nogle friske kræfter i Europa-politik.

Men lige Ove Bech Jensens kryds er ikke sådan at flytte – selvom han fandt dagens debat interessant.

- Jeg har bestemt, hvor krydset skal sættes. Jeg er opvokset i en Venstre-familie. Hele mit liv har jeg syntes, at det var det parti, der passede bedst til mig, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ove Bech Jensen ved godt, hvor han skal sætte sit kryds i morgen.
Ove Bech Jensen ved godt, hvor han skal sætte sit kryds i morgen. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

- Det er interessant at høre synspunkterne, og der er synspunkter, man godt kan forstå. Men grundlæggende er jeg så stor tilhænger af EU, at jeg synes, vi skal tage imod det fællesskab, der er. Vi skal se, at skal vi klare os fremover, så må det være ved at arbejde sammen.

Valgstederne åbner i morgen klokken 9 og holder åbent til klokken 20.