Birthe spørger om krisen: Bør man slukke for strømmen til fjernsynet på kontakten?

I anledning af de stigende priser spørger Birthe Jensen, om man bør slukke for strømmen til fjersynet på stikkontakten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Du tænder for tv'et. Ser en film. Slukker det igen med fjernbetjeningen og går i seng. 

Sådan er virkeligheden formentlig for mange af os. 

I lyset af de stigende energipriser har Birthe Jensen fra Sorø spurgt TV2 ØST, om man bør slukke for strømmen til fjernsynet på stikkontakten - frem for at bruge fjernbetjeningen og lade sit fjernsyn stå på standby-funktion eller i dvale. 

- Nogen siger det ene, og nogen siger det andet. Det er svært at finde rundt i, om der i virkeligheden er noget at spare for mig med et tv, der er 10 år gammelt, siger Birthe Jensen.

- Jeg sparer lidt på lys, og så tænker jeg mig om, hver gang jeg skal bruge noget, siger hun.

Ifølge Energistyrelsens forbrugerhjemmeside sparenergi.dk, har et gennemsnitligt fjernsyn et standby-forbrug på 15 kWh om året. Det svarer nogenlunde til et årligt beløb på 83 kroner.

Og netop standby-funktionen på elapparater er noget, som man skal være opmærksom på. 

- Det er meget afhængigt af alderen på modellen, hvor stort standby-forbruget er. Det aktuelle standby-forbrug på et nyt fjernsyn er relativt begrænset. For ældre fjernsyn er der givetvis noget teknisk i fjernsynet, der gør, at de bruger mere strøm på standby, siger Henrik Bisp, fagekspert hos Videncentret Bolius. 

Og selvom beløbet for nogen måske kan lyde småt, kan det give mening at tænke sig om. 

- Det er den klassiske - mange bække små. Et par kilowatt her og der, er strøm sparret, uanset hvor meget det er. Det er nok ikke det, som redder dit forbrug, men samlet set i en husstand med flere værelser, kan det godt gøre en forskel, lyder det fra Henrik Bisp.

Hvad koster dit standbyforbrug?

Lavt forbrug: 220 kroner om året.
Svarer til cirka 10 apparater med lavt standby-forbrug.

Højt forbrug: 2.200 kroner om året.
30 apparater, heraf 16 med mellemhøjt standby-forbrug.

Kilde: sparenergi.dk

Særligt højtalere kan være dyre at have stående i standby-funktion, uden at de afspiller lyd. Her ligger forbruget ifølge sparenergi.dk på 26 kWh om året. Det svarer til cirka 143 kroner. 

Imens hvidevarer og elforbindelse også ligger i den høje ende over elapparaters standby-forbrug, er elpærer og stikkontakter billigere at have på standby. 

- Har man inden for de seneste år skiftet til nye apparater, er der nødvendigvis ikke meget at spare, men det er smart at få undersøgt, hvad man samlet set bruger i husstanden, siger Henrik Bisp og fortsætter.

- I første omgang skal Birthe fra Sorø undersøge, hvad fjernsynet bruger på standby. For billige penge kan man købe en energimåler, som kan vise en oversigt over elapparaters strømforbrug, lyder opfordringen fra fageksperten.

Hos Birthe Jensen i Sorø vil fjersynet fremover oftere blive slukket via stikkontakten.

- I gamle dage ville mit fjernsyn være tændt hele dagen. Det er det ikke mere. Jeg har haft prøvet at slukke for kontakten før, men det er bøvlet. Det er mere op til overvejelse nu, slutter Birthe Jensen.

I 2020 lå den gennemsnitlige elpris på cirka 2 kroner per kWh. I september 2022 er prisen  steget til cirka 5,5 kroner per kWh.


Nyhedsoverblik