75 mister jobbet på Danish Crown i Ringsted

Danish Crown har meddelt, at de vil fyre 350 medarbejdere på to slagterier. Det ene ligger i Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom prisen på kødet i køledisken stiger og stiger, så betyder det alligevel ikke kronede dage for slagterierne.

Antallet af slagtegrise i Danmark er faldende, og derfor har Danish Crown nu valgt at skære i kapaciteten på to slagterier. I alt kan 350 ansatte forvente at få en fyreseddel. 75 af dem arbejder i Ringsted. De resterende 275 ansatte er fra Sæby i Nordjylland. 

- Det er en ualmindelig træls situation, vi står i. Det er der ingen af os, som synes om, siger administrerende direktør i Danish Crown Pork, Søren Eriksen, til TV2 ØST.

Ruslands invasion af Ukraine har resulteret i rekordhøje priser på energi og foder til blandt andet grise. Samtidig er landmændenes indtægter ikke fulgt med i samme tempo, og derfor er tilførslerne af slagtegrise til Danish Crown faldet mærkbart gennem de seneste måneder.

quote Det er en ualmindelig træls situation.

Søren Eriksen, Danish Crown Pork

Tallet er landet på de 350 afskedigelser efter mange, men simple beregninger ifølge Søren Eriksen.

- Vi kigger på, hvor mange grise vi har til rådighed, og så finder vi ud af, hvor mange medarbejdere vi skal bruge for at håndtere det antal grise, vi har. Vi har overvejet alle scenarier, men det var ikke muligt at beskæftige alle, siger han. 

Læs også
Ny robot skal skåne slagteriarbejdere for tonstunge løft
Læs også
Ny robot skal skåne slagteriarbejdere for tonstunge løft

Ifølge Danish Crown har medarbejderne været meget værdsatte i en travl periode.

- De medarbejdere, der bliver berørt af det her, har ydet en fremragende indsats. Siden efteråret 2020 og indtil for få uger siden har vi nærmest konstant haft flere slagteklare grise, end vi kunne nå at slagte. Nu ser billedet helt anderledes ud, og det gør ondt, at vi nu efter alt at dømme kommer til at tage afsked med omkring 350 dygtige medarbejdere, udtaler Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.

Fyringerne er jævnt fordelt

Det er endnu uvist, hvem af medarbejderne på de to slagterier der ender med at få en fyreseddel.

Danish Crown oplyser dog, at man ikke forventer at nedlægge hold på slagteriet i Ringsted, men at fyringerne vil blive fordelt jævnt ud over slagteriets forskellige afdelinger og ramme ansatte på både dagholdet og aftenholdet.

quote De går en usikker periode i møde.

Søren Eriksen, Danish Crown Pork

Medarbejderne var de første, der fik beskeden, og de tog det pænt, fortæller direktøren.

- De er fattede, men rystede, og de går en usikker periode i møde. Da vi afskediger mere end 29 ansatte, skal vi i overensstemmelse med loven beslutte, hvad vi ender med at gøre inden for fem til 21 dage. Vi skal blandt andet se på, om der er mulighed for at afbøde omfanget. Vi vil gennemføre processen hurtigst muligt. Usikkerheden skal være så kort som mulig, siger Søren Eriksen. 

Læs også
Over 100 medarbejdere fik corona - nu kræver de erstatning af Danish Crown
Læs også
Over 100 medarbejdere fik corona - nu kræver de erstatning af Danish Crown

Hos Danish Crown håber de at gøre situationen lidt bedre for medarbejderne ved at iværksætte en socialplan i forbindelse med større afskedigelser. 

Hver enkelt af de berørte medarbejdere vil blive inviteret til en samtale for at afklare hans eller hendes muligheder.

- Vi vil arbejde aktivt for at hjælpe de afskedigede medarbejdere videre i samarbejde med Fødevarebundet NNF og de lokale jobcentre. Vi opretter også jobbanker, og generelt har vi tidligere haft stor succes med vores socialplan. Faktisk er det gennem årene lykkedes at hjælpe over 90 procent af de berørte medarbejdere videre i nyt job eller i gang med en uddannelse i løbet af seks måneder, fortæller Per Laursen i pressemeddelelsen.

slagteri danish crown ringsted slagter svin
Læs også
Stigende omkostninger rammer Danish Crowns bundlinje
slagteri danish crown ringsted slagter svin
Læs også
Stigende omkostninger rammer Danish Crowns bundlinje

Formålet med jobbanken er blandt andet at sikre de medarbejdere, der bliver opsagt, fortrinsret til ledige jobs på andre virksomheder i Danish Crown-koncernen. Samtidig vil der gennem socialplanen være mulighed for kurser og uddannelse betalt af Danish Crown.

Men Søren Eriksen vil heller ikke udelukke, at der meget vel kan blive brug for mere arbejdskraft på et senere tidspunkt.

- Det er svært at sige, men tingene kan vende, og så ser vi ind i en ny situation, afslutter Danish Crown Porks direktør.


Nyhedsoverblik