Tre iranske mænd i teltlejren i Næstved har droppet deres asylansøgning og tager nu tilbage til Iran. De er trætte af forholdene i lejren, der langt fra lever op til det billede, de havde fået af Europa og Danmark, og de er frustrerede over at skulle vente i op til 11 måneder for at komme til en samtale om deres fremtid. Det overrasker Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm, at forholdene i lejrene får asylansøgerne til at give op.
- Det kommer faktisk lidt bag på mig, at vi er i en situation, hvor stemningen er sådan, at nogen tænker, at det går slet ikke det her. De kommer til Europa med en stor motivation for at få gang i tilværelsen. Så er det frustrerende, at de skal vente og vente og vente. Jeg forstår godt, de føler sig afskåret fra muligheden for at arbejde for den tilværelse, de havde håbet på, siger han og mener, at der er plads til forbedringer.
- Jeg synes godt, man kan tale om, at man skal forbedre forholdene nogle af stederne. Det er sikkert ikke ens alle steder, men når man ser en stor gymnastikhal, hvor folk ligger bag tæpper og ikke har privatliv og ikke rigtigt har nogle gøremål, så synes jeg, det er klart at sige, at det bør vi gøre bedre hurtigst muligt. Der kan jo være forhold, der gør, at man ikke kan trylle forbedringer frem fra den ene dag til den næste, men det bør være en målsætning at forbedre opholdsvilkårene, siger han.
Ikke i fare i Iran
Zanyar, Mohammad og Zaid i teltlejren i Næstved er hverken truede eller i fare i deres hjemland Iran. De tog af sted mod nord, fordi flere af deres venner og bekendte gjorde det samme, og fordi de drømte om et nyt liv med frihed til at gøre, hvad de ville og håbet om at få hus og job.
Den slags asylansøgere er af flere blevet kaldt bekvemmelighedsflygtninge, men Andreas Kamm mener ikke, at den betegnelse nødvendigvis er dækkende.
- Jeg har ikke nogen data på det, men mit indtryk er ikke, at du kan lave den sortering, at dem, der opgiver deres asylansøgning, det er nok dem, der ikke er flygtninge. Hvis nogen har den opfattelse, at det nok kun er de mennesker, der ikke ville blive anerkendt som flygtninge, som nu i frustration vender om – så er jeg bange for, at det ikke forholder sig sådan, siger Andreas Kamm.