Den 7.175 kvadratmeter store Vibeengskolen i Haslev skulle egentlig takket være sine 1.400 kvadratmeter solceller være så godt som CO2-neutral, men sådan forholder virkeligheden sig ikke, viser det sig.
Solcelleenergien er nemlig ikke nok til at dække skolens gasforbrug, skriver Sjællandske og det skyldes ifølge avisen blandt andet, at solcellerne var ude af drift indtil efter sommeren 2015
Derudover betyder en lækage på skolens varmtvandsinstallation også, at det varme vand i en periode blev afledt til skolens drænsystem. Også problemer med skolens ventilationsanlæg og gasfyr har betydet et unormalt stort forbrug. Faxe Kommunes seniorkonsulent John Birkegaard har fulgt skolen tæt. Ifølge ham når skolen stadig ikke at blive helt så energivenlig som først antaget, selv med 200 yderligere kvadratmeter solceller, der inden længe bliver monteret.
- Ifølge de beregninger, vi har fået fra vores rådgiver, kunne Vibeengskolen leve op til det, der i fagsproget kaldes en 0-energistandard, som jeg har forstået svarer til de krav, der vil blive gældende i 2020 for skolebyggeri, siger John Birkegaard til Sjællandske.