Vej åben igen efter sammenstød mellem personbil og lastvogn

En lastvogn og en personbil er kørt sammen ved Haslev på Ny Ulsevej rute 269. Vejen er nu genåbnet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et redningsarbejde er netop nu i gang på Ny Ulsevej, rute 269, lidt uden for Haslev, hvor en lastvogn og en personbil er stødt sammen.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er bilen og lastbilen kommet kørende fra hver deres side på Ny Ulsevej, da de har ramt hinanden.

Kollisionen er sket i umiddelbar nærhed af krydset mellem Ny Ulsevej og Gisselfeldvej.

- Der er ikke tale om et direkte frontalt sammenstød, forklarer vagtchef Morten Kronbo til TV2 ØST.

- Det er dog alvorligt nok til, at føreren af personbilen netop nu er ved at blive klippet fri for at blive kørt på skadestuen.

Vej var lukket

Alarmcentralen modtog meldingen om færdselsuheldet klokken 9.23 tirsdag formiddag.

Føreren af lastbilen er umiddelbart uskadt forlyder det ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Af hensyn til redningsarbejdet var strækningen spærret, men ifølge P4 Trafik er begge spor nu farbare igen. Uheldet har dog skabt en del kø, der skal afvikles. 


Nyhedsoverblik