Umage forfatterpar udgiver krimibog for børn

Da 75-årige Hans-Willy Bautz fik ideen om at skrive en børnebog, sprang hans niårige nabo Theodor William Larsen til. Nu har de udgivet en børnekrimi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hjemme i stuen hos Hans-Willy Bautz i Haslev har der været mange forfattermøder de seneste måneder.

Den 75-årige mand fik nemlig for et stykke tid siden en idé om, at han gerne ville prøve at skrive en børnebog.

- Men så kom jeg jo til at tænke på min alder og tænkte, det bliver nok noget gammeldags noget sprogligt, og hvordan taler børn med hinanden.

Theodor William Larsen er glad for at være venner med den 75-årige nabo.
Theodor William Larsen er glad for at være venner med den 75-årige nabo. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

Heldigvis bor niårige Theodor William Larsen kun fem meter væk, og han ville gerne hjælpe med inspiration og ideer.

- Mange af de ideer, som er i bogen, er jo Theodors. Og det var ideer, som jeg måske aldrig ville være kommet på, hvis ikke vi havde haft de samtaler, forklarer Hans-Willy Bautz.

Hans-Willy Bautz har en række danske og tyske krimier bag sig. I 30 år udgav han en ugeavis i Tyskland, men for syv år siden vendte han hjem til Haslev og landede lige ved siden af Theodor og hans mor.

Bogen blev udgivet den 14. december 2021.
Bogen blev udgivet den 14. december 2021. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

- De er jo lige om hjørnet, og det hjælper mig en hel del. Med den alder jeg har, er vennerne jo begyndt at falde bort. Der er det altså dejligt at kende nogen, der er yngre.

Bogen hedder Skelettet på slottet og blev udgivet den 14. december 2021. Lørdag blev der afholdt en bogreception, hvor begge forfattere deltog.

- Jeg synes personligt, at den er spændende, og at det bare er en rigtig god bog, siger Theodor William Larsen.

Gisselfeld Kloster danner rammerne for bogen.
Gisselfeld Kloster danner rammerne for bogen. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

Gisselfeld Kloster danner rammerne for bogen

Udover de gode ideer fra Theodor er en del af inspirationen til bogen også fundet i nærområdet. Det lidt usædvanlige makkerpar har været en tur forbi Gisselfeld Kloster, hvor det gamle slot danner rammerne for handlingen. I bogen bliver der nemlig fundet et skelet bag en mur.

- Da jeg er født her på egnen, så var det jo nærliggende for mig lige at kigge på Gisselfeld og sige, okay, der kan du få nogle ideer, fortæller den 75-årige forfatter.

Hans-Willy Bautz viser Theodor William Larsen det vindue, hvor bogens hovedperson har værelse.
Hans-Willy Bautz viser Theodor William Larsen det vindue, hvor bogens hovedperson har værelse. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

Bogen er mest for børn i alderen 8-12 år, og forfatterne lover både spænding og måske ny viden.

- Jeg håber, de føler sig underholdt, når de læser den. Og jeg har puttet en lille smule pædagogik ind i den forstået på den måde, at jeg fortæller lidt om gamle dage.

Og apropos gamle dage - så kan det ifølge Theodor William Larsen også noget at have en ven med en vis erfaring bag sig.

Hans-Willy Bautz er født i Haslev, og det var derfor nærliggende at finde inspiration i nærområdet.
Hans-Willy Bautz er født i Haslev, og det var derfor nærliggende at finde inspiration i nærområdet. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

- Han betyder rigtig meget for mig. Han er et specielt menneske på den gode måde, fortæller den niårige dreng.

Forude venter nu flere besøg til forskellige boghandlere for makkerparret. Derudover er de også allerede gået i tænkeboks til, hvad en mulig næste bog skal handle om.

- Theodor har også sagt til mig, at han er da frisk på, vi laver en bog til. Vi har da også allerede lidt ideer, men nu skal vi altså lige have markedsført Skelettet på slottet først.

Hans-Willy Bautz har i alt udgivet seks danske bøger, og så oversætter han også tyske krimier til dansk.


Nyhedsoverblik