Uheld med lastbil spærrede Sydmotorvejen

Uheldet skyldes angiveligt glatføre, og politiet opfordrer bilister til at køre forsigtig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En væltet lastvognstrailer spærrede tidligt onsdag morgen Sydmotorvejen ved Haslev.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falster Politi.

Uheldet skete kort før klokken 04.00 mellem afkørsel 34 og 35 i sydgående retning, hvor politiet valgte at afspærre motorvejen og lede trafikken væk, mens oprydningsarbejdet blev udført på stedet.

Læs også
Bil med børn på bagsædet forulykker - nu kommer politiet med kraftig opfordring til bilister
Læs også
Bil med børn på bagsædet forulykker - nu kommer politiet med kraftig opfordring til bilister

- Det var lastbilens lastvognstrailer, der var væltet og lå i første vognbane og nødsporet. I den forbindelse blev motorvejen afspærret, siger Joy Hensel, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falster Politi.

- Men der er åbent for trafik igen, tilføjer hun.

Det er endnu usikkert, hvorfor lastvognstraileren væltede. Men det kan skyldes glatføre på strækningen. Derfor opfordrer politiet bilister til at køre forsigtigt.

Skal afhøres af tolk 

Chaufføren kom ifølge politiet ikke til skade ved uheldet.

- Der var heldigvis ingen personskade, siger Joy Hensel og forklarer, han nu skal afhøres af politiet:

- Der er tale om en russisk chauffør, så han skal først til at afhøres med tolk.

Læs også
Bilister rådes til tidligere kørsel i onsdagens snevejr
Læs også
Bilister rådes til tidligere kørsel i onsdagens snevejr

Ifølge politiet er en del autoværn på stedet kørt i stykker.

- Og det skal fikses, siger Joy Hensel.

Derfor vil der være arbejde med at udbedre skaderne på stedet, og bilister på strækningen skal vise hensyn.

Selvom både politi og Vejdirektoratet har varslet risiko for glatte veje flere steder, har der ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi samt Midt- og Vestsjællands Politi ikke været meldinger om nogen glatføreuheld onsdag morgen – udover uheldet med lastvognstraileren på Sydmotorvejen.