Skovtårnet runder besøgende nummer en million

Et overvældende besøgstal for det 45 meter høje Skovtårnet bringer ifølge en turistdirektør den sydsjællandske attraktion i liga med Eiffeltårnet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I godt tre år har turister kunnet besøge Skovtårnet ved Rønnede, og det kan med rimelighed siges, at de er strømmet til. For trods corona-nedlukning i 2020 har udsigtspunktet midt i skoven allerede nu nået en betragtelig milepæl.

Det skete i dag, hvor 18-årige Nanna Marie Jørgensen fra Hørning, blev budt velkommen som gæst nummer en million.

Selv anede hun intet om den planlagte fejring:

- Det er meget sjovt og overraskende. Det var ikke noget, jeg vidste man kunne vinde. Det havde jeg ikke regnet med, siger hun glad til TV2 ØST.

18-årige Nanna Marie Jørgensen fra Hørning blev i dag budt velkommen som gæst nummer en million.
18-årige Nanna Marie Jørgensen fra Hørning blev i dag budt velkommen som gæst nummer en million. Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST

Med titlen som gæst nummer en million fik Nanna Marie Jørgensen også overrakt et livslangt årskort til Camp Adventure samt et luksuriøst glamping ophold for to.

Det er Camp Adventure, der driver Skovtårnet foruden en række andre attraktioner i Gisselfeld Klosters skove. Herfra var det således en glad driftsdirektør, Karsten Baagø, der kunne byde dagens særlige gæst velkommen.

- Det er noget, vi har glædet os til længe og set frem til, siger han til TV2 ØST og tilføjer:

- Jeg tror, hvis ikke vi havde haft corona, så havde vi nok rundet gæst nummer en million noget før. Men set i lyset også af det, så er jeg super tilfreds, og jeg synes, det var sjovt og fantastisk at være med til det i dag.

Driftsdirektør Karsten Baagø fra Camp Adventure.
Driftsdirektør Karsten Baagø fra Camp Adventure. Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST

I 2019 havde Camp Adventure 350.900 besøgende og var dermed det år landets 26. største turistattraktion, ifølge en opgørelse fra VisitDenmark. Sidste år steg antallet til 384.141 besøgende, hvilket som følge af længere corona-nedlukninger på en række andre turistattraktioner gjorde Camp Adventure til landets 11. største turistattraktion.

Læs også
Turisterne strømmer op i verdenskendt skovtårn: - Det har taget os med storm
Læs også
Turisterne strømmer op i verdenskendt skovtårn: - Det har taget os med storm

Hos turistforeningen SydkystDanmark glæder direktør, Martin Bender, sig over de mange besøgende:

- Vi plejer at sige, i Pisa har de Det skæve tårn. I Paris har de Eiffeltårnet, og i Danmark har vi Skovtårnet. Det er blevet en kæmpesucces fra dag nummer et. Det var der ingen, der kunne have forudset. Det er nogle dygtige ildsjæle og nogle driftige folk, som har fået en genial idé, og så har de selv udviklet den, siger han og tilføjer:

- Det er en kæmpe bedrift. Det er noget, man lægger mærke til – ikke bare i hele Danmark, men i hele Skandinavien.

Foruden Skovtårnet tæller Camp Adventure også en klatrepark og glamping, altså luksuscamping, og senest en ny blomstermark.


Nyhedsoverblik