I huset på Bredgade i Karise var Tina Bøje Hansen på vej i seng, da hun hørte motorlarm fra en bil ude på gaden.
Det kunne have gået grueligt galt
- Jeg hørte den her bil, som kørte i meget høje omdrejninger. Jeg gik ud for at undersøge det, men idet, jeg kommer ind i stuen, kommer den skammel der flyvende imod mig, fortæller hun og peger på sin skammel, der nu står midt på gulvet i stuen.
- Samtidig hører jeg et kæmpe brag. Og der holder forenden af en bil inde i min stue, tilføjer hun og peger hen imod muren nedenfor vinduet.
Vidner så bilen køre ræs
En mand havde mistet herredømmet over sin bil og torpederede natten til lørdag omkring klokken halv et Tina Bøje Hansens stue.
Hun fortæller, at andre vidner så, hvordan bilen havde driftet rundt om hjørnet til Bredgade.
Artiklen fortsætter under billedet
- Han har slet ikke bremset, han har haft høj fart på og slet ikke bremset.
Det lykkedes imidlertid bilisten at bakke ud af huset og stikke af fra stedet i bilen. Et vidne fik dog bilens nummerplade.
Sydsjælland og Lolland-Falster Politi oplyste lørdag til TV2 ØST, at man har været i kontakt med ejeren af bilen, som nu er sigtet i sagen.
Også Tina Bøje Hansens overbo Christian Christoffersen hørte braget.
- Jeg mærkede huset ryste og hørte et brag. Vi var lige nøjagtigt gået i seng. Jeg blev selvfølgelig urolig. Jeg tænkte, det kunne være noget med taget - det blæste jo meget i går, fortæller han til TV2 ØST.
Tilbage i stueetagen sigerTina Bøje Hansen, at hun er chokeret over nattens hændelser.
Hun havde blot en halv time før bilen ramte huset siddet i sofaen, der stod foran vinduet. Og i lejlighederne ved siden af hendes er der soveværelser ud mod vejen, hvor der også ligger børn og sover.
Artiklen fortsætter under billedet
- Jeg tænker, jeg var kommet til skade, hvis den havde ramt mig, og havde jeg siddet på sofaen, som stod foran vinduet, havde jeg også fået en ordentlig omgang, siger hun og peger på hullet, der er blev lappet sammen af beredskabet i løbet af natten.
- Det kunne have gået grueligt galt, ikke bare for mig, men han ville også have haft et langt efterslæb på det, hvis jeg var kommet til skade eller i værste tilfælde død, siger hun.