Sværeste i mange år: Samlet byråd bag ny budgetaftale

Den stigende inflation har presset byrådet under forhandlingerne om næste års budget i Faxe Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Måske en af de sværeste budgetaftaler i mange år. 

Sådan beskriver byrådet i Faxe Kommune arbejdet med at lande en budgetaftale for 2023. 

Danmark og Europa er nemlig presset af den stigende inflation og tillige el- og energipriser. 

Sent mandag aften er byrådet i Faxe Kommune blevet enige om budgetaftalen for næste år.

Og det glæder borgmester i Faxe Kommune, Ole Vive (V). 

- De meget store ændringer i pris- og lønfremskrivninger æder al udviklingskraft. Inflationen spiser alt, hvad der er til at udvikle kommunen for. Det gør det ikke specielt nemt. Det er også derfor, vi siger, at budgettet er et "hardcore driftbudget", siger borgmesteren.

Bag budgetaftalen står Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Lokallisten, Nye Borgerlige, Enhedslisten, Liberal Alliance og løsgænger Randi O. Johansson.

Dermed er alle medlemmer af byrådet i Faxe Kommune repræsenteret i den nye aftale.

- Det er meget vigtigt, og vi har allesammen givet og taget i forhandlingslokalet. Bølgerne kan ofte gå højt omkring store anlægsprojekter, men nærmere vil jeg ikke komme det, siger Ole Vive (V).

Aftalepartierne er enige om, at en række områder skal prioriteres særligt i Faxe Kommune. 

Heriblandt er en yderligere sammenlægning af kommunens centre i spil under kommunens serviceniveau.

På anlægssiden har aftaleparterne valgt at prioritere 37 millioner kroner om året til kommunens anlæg plus gennemsnitligt 33 millioner kroner årligt til kombineret infrastrukturpulje-/store anlæg, svarende til 100 millioner kroner frem til 2026.

- Vi har fundet muligheden for ikke at begrænse åbningstiden for SFO'er og dagtilbud i Faxe, så området undgår forringelse. Det er vi meget glade for i forligskredsen, slutter Ole Vive (V). 

På Faxe Kommunes hjemmeside kan du læse alle partiernes reaktioner på budgetaftalen.



Nyhedsoverblik