Storbrand rammer autolakerer - vil fortsætte flere timer endnu

En autolakerer i Rønnede blev lørdag eftermiddag ramt af en voldsom brand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En brand har lørdag eftermiddag ramt en autolakerer i Rønnede.

Det oplyser Midt- og Sydsjællands Brand og Redning til TV2 ØST.

- Der er tale om en voldsom brand, hvor hele den ene ende af taget er overtændt. Vi regner med, at slukningsindsatsen vil tage flere timer endnu, siger indsatsleder Øst, Klaus Simonsen, til TV2 ØST.

Han oplyser, at der fortsat ses flammer i bygningen.

En del af bygningen regnes for tabt efter branden.
En del af bygningen regnes for tabt efter branden. Foto: Henrik Larsen

Vender ud mod hovedvej

Autolakeren ligger på en industrivej, men bagsiden af bygningen vender ud mod Vordingborgvej, hovedvejen mellem Vordingborg og Køge. Det er enden af bygningen, længst væk fra hovedvejen, der brænder.

Meldingen om branden indløb til myndighederne 11:35.

Selvom der arbejdes med kemikalier på stedet, så skal borgerne dog ikke frygte branden.

- Det er lykkedes at afskærme det rum, hvor kemikalierne opbevares. Lige nu blæser røgen samtidig ind over industrikvarteret i Rønnede, så vi venter ikke, at naboerne vil mærke meget til branden, oplyser indsatslederen.

Ud over mange udrykningskøretøjers sirener, så har borgerne også hørt en række høje smæld i området. De kommer, når tagets eternitplader flækker.

Veje spærret

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er også på stedet. De har ifølge øjenvidner afspærret en del af industrikvarteret af hensyn til den megen røgudvikling.

Der venter dog et større genopbygningsarbejde, når branden er overstået. Det vurderer brandvæsenet overfor TV2 ØST.

- Der er sket store skader på den ene del af bygningen, som nok er tabt.