Stine er kropspositiv fotograf: - Vi skal ikke se ud på en bestemt måde for at være gode nok

Stine Roel fra Haslev er kropspositiv fotograf. Hun nægter at retouchere strækmærker og løs hud væk og håber, at kvinder kan hvile mere i sig selv.

Blitzen blinker ivrigt i fotostudiet i Haslev.

Kameraets konstante klik bliver kun afbrudt for at give en hurtig kommando til kvinden foran linsen.

- Booty (bagdel, red.) lidt ud!, lyder det.

Ordren kommer fra Stine Roel, der holder kameraet op foran sig og tager sigte.

Fotografen forsøger at fange kvinden foran sig i en flot positur, i en god lyssætning, i et stilbillede, som motivet vil blive glad for.

Men når først Stine Roel har knipset, stopper forsøget på at presse så meget ”skønhed” ud af billedet som muligt

Hun nægter nemlig at retouchere de opstillede billeder i et redigeringsprogram efterfølgende. Hun ønsker ikke at fjerne hverken appelsinhud eller strækmærker i det færdige produkt.

- Kvinder har en tendens til at se på de ting på deres krop, de ikke er så glade for, fremfor de ting der fungerer, siger hun.

Stine Roel kalder sig selv for en kropspositiv fotograf. Et tillægsord, der i den grad har vundet indpas de senere år i en bevægelse, der forsøger at gøre op med herskende kropsidealer.

Og det er dét, den sydsjællandske fotograf forsøger, når hun serverer den skinbarlige foto-sandhed til de kvinder, der kommer hos hende for at blive fotograferet.

- Når jeg første gang viser kvinden sit billede, og hun ser det og siger: ”wauw, er det mig, det dér?”, så ved jeg, jeg har rykket noget inde i hende. Og alt det, vi har lært om, hvad der er smukt, er visket ud, fortæller Stine Roel.

Artiklen fortsætter under billedet.

- Når jeg allerførste gang viser kvinden sit billede, og hun ser det og siger: ”wauw, er det mig, det dér?”, så ved jeg, jeg har rykket noget inde i hende, siger Stine Roel.
- Når jeg allerførste gang viser kvinden sit billede, og hun ser det og siger: ”wauw, er det mig, det dér?”, så ved jeg, jeg har rykket noget inde i hende, siger Stine Roel.
Foto: Toke Sloth Grøndahl - TV2 ØST

Tog et valg

Det stålfaste princip hos Stine Roel blev født, da hun skulle fotografere en gravid kvinde. Kvinden havde strækmærker og spurgte Stine Roel, om hun kunne fjerne dem i efterredigeringen.

- Der gik det op for mig, at jeg blev nødt til at tage et valg. Og jeg kunne bare mærke, at jeg ikke skulle fjerne de strækmærker. For når hun kigger i spejlet næste gang, vil de stadig være der, forklarer Stine Roel.

Hun oplevede, at den gravide kvinde blev meget glad for billederne, og at det hjalp hende med at omfavne strækmærkerne og dermed få det bedre med sig selv og sin krop.

- Det fortalte jo mig, at der er nogle kvinder i landet – også nogle, som ikke er gravide – som har brug for at se sin krop på denne her måde. Derfra tog min mission fart, fortsætter hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Stine Roels mission er vise billeder af kroppe, som de er - uden at fjerne ekstra hud og strækmærker.
Stine Roels mission er vise billeder af kroppe, som de er - uden at fjerne ekstra hud og strækmærker.
Foto: Toke Sloth Grøndahl - TV2 ØST

At folk – og især kvinder – kan have et problematisk forhold til deres krop, viser en undersøgelse fra 2018 udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Undersøgelsen omhandler unges opfattelser af køn, krop og seksualitet. Her svarer 19 procent af normalvægtige drenge i alderen 16-20 år og 61 procent af pigerne, at de ønsker at tabe sig. Altså ønsker over halvdelen af de unge kvinder at tabe sig, på trods af at deres vægt defineres som normal målt på BMI.

quote Du skal vide, at du er så meget mere værd end din krop

Stine Roel, kropspositiv fotograf, Haslev

I samme undersøgelse fremgår det, at der blandt de overvægtige unge er en langt større utilfredshed med udseendet end hos de normalvægtige. 38 procent af dem føler, at de ser mindre godt ud end gennemsnittet. 

Der ses også en højere sammenhæng mellem denne gruppe og det at føle sig alene ofte, have en psykisk lidelse, afbryde sin uddannelse og generelt ikke at være tilfreds med sit liv.

Budskabet i Stine Roels ”mission” er da heller ikke til at tage fejl af.

- Du skal vide, at du er så meget mere værd end din krop. Du er præcis, som du skal være, helt som du er. Det er vi simpelthen nødt til at snakke noget mere om, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan ser et af Stine Roels kropspositivistiske billeder ud.
Sådan ser et af Stine Roels kropspositivistiske billeder ud.
Foto: Stine Roel

Mere relevant end nogensinde før

Stine Roel lukker ikke øjnene for, at nogle måske er ved at være trætte af at høre om kvinder, kroppe og frigørelse - i en tid, hvor også MeToo-bevægelsen buldrer derudaf.

Hun mener dog, det er vigtigere end nogensinde før at have fokus på, hvordan kroppe bliver fremstillet.

- Det bliver endnu nemmere at retouchere sine billedere. Det er bare det, vi bliver eksponeret for hele tiden, og derfor er det helt vildt vigtigt, at vi gør opmærksom på det og siger fra, proklamerer hun.

Et af de steder, hvor man – uden nødvendigvis at være klar over det – kan blive eksponeret for billeder, der er retoucheret, er på sociale medier, som langt de fleste danskere bruger. Og ifølge en undersøgelse fra Sex & Samfund lader det til at have en stor indvirkning på i hvert fald unge mennesker.

Artiklen fortsætter under billedet.

Stine Roel ønsker ikke at manipulere med motivet på sine billeder.
Stine Roel ønsker ikke at manipulere med motivet på sine billeder.
Foto: Stine Roel

quote Vi skal ikke se ud på en bestemt måde for at være gode nok

Stine Roel, kropspositiv fotograf, Haslev

Undersøgelsen fra 2018 har kigget på 7.-9.-klasseselevers forhold til kroppen. Knap 10 procent af de adspurgte elever er ikke tilfredse med deres egen krop, og af dem svarer 44 procent, at sociale medier påvirker deres syn på kroppen.

I den norske hovedstad Oslo vedtog byrådet i 2018, at reklamer i bybilledet ikke må være retoucheret, eller at der som minimum er skiltet tydeligt med det, hvis de er. Dette for at mindske et urealistisk kropspres på især unge mennesker.

Stine Roel håber, at hun med sin kropspositivistiske fotografering kan skabe et mere afslappet forhold til kropsopfattelsen.

- Vi skal ikke se ud på en bestemt måde for at være gode nok. Vi er gode nok bare ved at være og stå op om morgenen, afslutter hun.

Stine Roel foto 2
Foto: Stine Roel