Brian Thomsen har lagt heroinen på hylden.
Det er fedt at være social
Søndag samlede han petanquekuglerne op og dystede til sportsdag i Haslev for udsatte borgere. Arrangementet havde 85 deltagere med psykiske og sociale problemer, der for en stund kunne samles om forskellige sportsaktiviteter.
- Det giver mig glæde. Og jeg synes det er fedt at møde andre mennesker, fortæller 46-årige Brian Thomsen fra Vordingborg.
Ude af misbrug
Allerede som 13-årig fik Brian Thomsen smag for stofferne. Først hash og senere hen heroin. I dag er han stoffri og har været det i fire år.
- Så det kører bare. Og jeg er glad for at komme sådan nogle steder her, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Han er medlem af Åndehullet i Vordingborg. Et værested for tidligere misbrugere. Det var sammen med Åndehullet, Brian Thomsen søndag deltog i sportsdagen i Haslev. Noget, den tidligere misbruger sætter pris på.
- Jeg har været med til nogle stykker efterhånden. Og jeg synes, det giver noget hver gang.
Brian Thomsen fortæller, at livet som misbruger ofte kan være en ensom affære, og derfor er det fedt at være med til aktiviteter som sportsdagen, når man er kommet ud på den anden side.
- Det er fedt at være social. Det er jo ikke det, man er i et misbrug. Så det betyder noget for mig, forklarer han.
Sport og samvær
Brian Thomsen holdt sig til petanquekuglerne, men det var både muligt at prøve kræfter med bueskydning, stigegolf og backgammon til sportsdagen.
Det er Landsforeningen af VæreSteder, der sammen med den frivillige forening for udsatte i Midt- og Vestsjælland, Vestkompagniet, har stablet arrangementet på benene.
- Det gør vi for at hjælpe nogle mennesker til at skabe et netværk, forklarer formanden for Vestkompagniet, Maja Holmvig.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det var primært værestedsbrugere, der deltog i sportsdagen. Men også brugere på misbrugscenteret var med. Og selvom det ikke var tilladt at være påvirket, så var en funktionspromille tilladt.
- En hærdet alkoholiker kan have behov for et par genstande for at være funktionel og kunne komme op. Og de skal også have lov at være her.
Faktisk så kan aktiviteter som sportsdagen ligefrem hjælpe nogle ud af deres misbrug, fortæller Maja Holmvig.
- De får samvær. De får nye venner og ser gamle venner. Og vi ser meget, at vores brugere hjælper hinanden ud af et misbrug og tilbage til livet, siger hun.