Sjællandsk socialdemokrat forlader hovedbestyrelse efter krænkelsessag

Jens Bagge forlader Socialdemokratiets hovedbestyrelse, efter at Ekstra Bladet har afdækket hans krænkelsessag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jens Bagge oplyser på Facebook, at han trækker sig fra Socialdemokratiets hovedbestyrelse.

Det skriver Ekstra Bladet.

Bruddet med hovedbestyrelsen sker, efter at avisen har sat ham i forbindelse med en krænkelsessag.

- Jeg er som person i pressen blevet sat i forbindelse med en advokatundersøgelse om krænkende adfærd.

- Grundlæggende er advokatundersøgelser af denne karakter omfattet af fortrolighed. Den fortrolighed rakte ikke, skriver Jens Bagge i sit Facebook-opslag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Socialdemokratiet igangsatte i september sidste år en advokatundersøgelse, der skulle undersøge sexisme- og krænkelsessager i partiet.

Og den undersøgelse har altså ifølge Ekstra Bladet konkluderet, at Jens Bagge udviste krænkende adfærd over for Tanja Larsson, der ved sidste valg kom i Folketinget for første gang.

Ifølge Ekstra Bladet stammer sagen, fra dengang Jens Bagge var formand for Socialdemokratiets kreds i Faxe-Stevns.

Her skulle han have kommet med upassende seksuelle opfordringer til daværende folketingskandidat Tanja Larsson. I de efterfølgende to år skulle han have udsat hende for psykisk chikane.

Læs også
Tanja Larsson blev konstateret ordblind: - Det forstod jeg ikke en skid af
Læs også
Tanja Larsson blev konstateret ordblind: - Det forstod jeg ikke en skid af

Men på grund af fortroligheden om sagen ønsker socialdemokraten ikke at kommentere yderligere, skriver han i sit opslag på det sociale medie.

- Jeg vil uagtet fortsat fastholde denne fortrolighed og kommer derfor ikke til at kommentere yderligere, skriver han.

Frank Jensen trak sig efter samme undersøgelse

Advokatundersøgelsen viste, at der var nok at komme efter i Socialdemokratiet. Kort efter undersøgelsens igangsættelse trak daværende overborgmester i København Frank Jensen sig fra sin post efter flere beskyldninger om krænkende og grænseoverskridende adfærd.

Undersøgelsen blev iværksat, efter at flere kvindelige folketingsmedlemmer - heriblandt flere socialdemokrater - skrev under på, at de havde oplevet seksuelle krænkelser eller sexisme fra deres kolleger på Christiansborg.

Overfor TV2 ØST vil Jens Bagge ikke svare på spørgsmål om sin udmeldelse, mens hverken Tanja Larsson eller den nye kredsformand i Faxe/Stevns, Nina Kjær, har nogle kommentarer.


Nyhedsoverblik