Sag om påstået gruppevoldtægt fortsætter – venner er i tvivl om pigens forklaring

En lang række unge har afgivet forklaring i Retten i Næstved i en sag om påstået gruppevoldtægt i Haslev. Flere sår tvivl om pigens forklaring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hun har jo mistet sit liv.

Moren til den pige, der ifølge anklageskriftet blev voldtaget af flere unge mænd i et skur ved Sofiendalsskolen i Haslev i maj i år, bryder grædende sammen. Hun er netop blevet spurgt af anklager Charlotte Skovmand, hvordan hendes 16-årige datter har det i dag.

- Hun har det meget skidt, hun har ikke kunnet gennemføre 9. klasse, hun ligger bare inde på sit værelse. Hun har ikke besøg af hverken veninder eller venner, det magter hun slet ikke, siger moren, da hun sidder i vidneskranken i Retten i Næstved torsdag.

quote Jeg var træt af, at hun var så fuld, og at hun ikke opførte sig ordentligt

Veninde i retten

Hvad der skete i skuret ved Sofiendalsskolen i Haslev natten mellem den 1. og 2. maj i år, er der forskellige forklaringer på. Ifølge anklageskriftet blev den dengang 15-årige pige voldtaget af fire unge mænd på henholdsvis 17 og 18 år. Desuden optog en af de tiltalte mænd en del af episoden på sin mobiltelefon.

Sneg sig ud og festede

En række sms’er mellem pigen og en dengang 18-årig mand (en af de tiltalte, red.) viser, at pigen gerne ville mødes med den unge muskuløse mand. Pigen skulle overnatte hos en veninde, og uden at venindens forældre gav lov, sneg de sig ud og blev samlet op af en bil. I bilen sad tre af pigens venner, en pige og to yngre mænd.

I Retten i Næstved har pigens venner og veninder forklaret, at de derefter kørte til Næstved, først på McDonalds, og efterfølgende kørte de ind på en tank for at købe alkohol og cigaretter. Den 15-årige pige og hendes meget tætte veninde var ikke gamle nok til at købe alkohol, men fik den ældre pige i bilen til at foretage købet for dem.

Retten i Næstved
Læs også
Tiltalte for gruppevoldtægt nægter sig skyldige - påstår pigen deltog frivilligt
Retten i Næstved
Læs også
Tiltalte for gruppevoldtægt nægter sig skyldige - påstår pigen deltog frivilligt

Derefter kørte de tilbage til Haslev, de endte ved Sofiendalsskolen. Den 15-årige pige var blevet beruset. Hun havde drukket vin og shaker, og hun ringede til den 18-årige mand, som var til en fest i Greve sammen med sine kammerater.

Jeg flækker hans hoved

Ifølge pigens ven B. talte de begge med den 18-årige mand. Han er ikke en ven, men de ved, hvem han er, og pigen havde ifølge vennen tidligere på dagen sagt, at ham kunne hun godt tænke sig at have sex med. 

Samtalen sluttede med, at den 18-årige mand sagde til vennen B., at hvis ikke han blev sammen med den 15-årige pige, indtil han kom, ville han give ham slag. Efterfølgende skrev han det samme på en sms til pigen: Hvis ikke han bliver, flækker jeg hans hoved, skrev den 18-årige.

Vennen blev bange, han følte sig truet, men alligevel mente han, at det var en dårlig idé, at hans 15-årige veninde skulle mødes med den 18-årige. Han prøvede at foreslå hende, at de skulle køre hjem i stedet, til trods for at han vidste, at det kunne resultere i, at han fik bank på et senere tidspunkt. Men pigen ville ikke med.

”De gør mig ikke noget”

Pigens veninde har forklaret i retten, at også hun forsøgte at få den 15-årige til at tage med hjem. Hun var frustreret over, at de var taget afsted, selvom de ikke måtte, og hun ville gerne hjem.

- Jeg var træt af, at hun var så fuld, og at hun ikke opførte sig ordentligt. Hun keglede bare rundt, fortalte veninden i retten.

Veninden var utryg ved hele situationen. Hun brød sig ikke om, at pigen skulle mødes med den 18-årige mand og hans venner, der alle er af anden etnisk herkomst end dansk.

Måske kommer de, fordi de vil have sex med dig, sagde veninden til den dengang 15-årige pige, og tilføjede i retten: Hun lyttede ikke.

Ja-ja, det ved jeg godt, men de gør mig ikke noget, jeg kender dem, sagde den 15-årige pige ifølge veninden og grinede.

Kl. 01:49 skrev pigen til den 18-årige mand: ”Skynd dig”.

01:50 svarede han: ”Skynder mig”.

Efter adskillige sms’er fra pigen til den unge mand, skrev manden kl. 02:24 ”er ved Sofiendalsskolen om 2 min”.

Tiltalte: Det var frivillig sex

Og det er så her, det begynder at blive vanskeligt præcist at få et overblik over, hvad der er sket. Pigen mødtes med den 18-årige. De gik ned mod skuret for at snakke sammen.

Pigens venner og veninder siger, at hun var beruset, hun slingrede og snøvlede. Den 18-årige mand mener ikke, at hun virkede synderligt påvirket, selvom hun slingrede og kastede op ud over en legehest på legepladsen. Han tog det som et udtryk for, at hun ønskede opmærksomhed, som mange piger efter hans erfaring gør, så han tilbød hende sin arm for at være sød.

Sofiendalskolen
Læs også
Fire mænd tiltalt for gruppevoldtægt - nu er retssagen i gang
Sofiendalskolen
Læs også
Fire mænd tiltalt for gruppevoldtægt - nu er retssagen i gang

De tiltalte har herefter fortalt, at pigen og den 18-årige havde frivillig sex i skuret. På et tidspunkt bad pigen den unge mand om at ringe efter sine venner (de øvrige tiltalte, red.), da også de gerne måtte være med til at have sex. Ifølge den 18-øriges venner kom de ned i skuret, og i alt havde tre ud af fire sex med pigen, hvilket pigen gav udtryk for, at hun nød. De mener med andre ord, at der var tale om sex med samtykke.

”De er jo sindssyge

Imens sad pigens venner og veninder i en bil og ventede på hende på parkeringspladsen ved Sofiendalsskolen. Stemningen i bilen var dårlig. Veninden var urolig. Hun brød sig ikke om, at pigen var gået med mændene, hun var bange for, at der skete hende noget. Den anden pige i bilen var meget beruset, hun kastede op og syntes, at det tog for lang tid. Hun ringede flere gange til pigen, der tog den to gange. Begge gange sagde pigen, ”jeg kommer lige om lidt”.

Veninden har forklaret i Retten i Næstved, at den berusede, lidt ældre pige i bilen foreslog, at de skulle gå op til skuret for at se, hvad det var, der tog så lang tid. Men drengene i bilen sagde, ”det skal I ikke gøre, der kan ske dig noget. De er jo sindssyge, de der”.

I stedet ville de gerne hjem. De var trætte og vrede over, at de skulle sidde i bilen og vente i timevis, når de bare gerne ville hjem og sove. Til sidst kørte de. Veninden græd, fordi de efterlod den 15-årige pige med de fire nu tiltalte drenge.

quote Det skal I ikke gøre, der kan ske dig noget. De er jo sindssyge, de der

Venindes forklaring i retten

Der gik dog ikke længe, så ringede den 15-årige. Hun græd ifølge vennerne, og da hun kom ind i bilen fortalte hun, at hun var blevet voldtaget af de fire tiltalte. At hun måske var blevet voldtaget. At tre ud af fire havde voldtaget hende. Vennerne er ikke enige. Det eneste, de er enige om, er, at pigen absolut ikke var glad og i godt humør, sådan som de fire tiltalte har forklaret, at pigen var, da hun forlod dem for at gå de få meter op til bilen, hvor vennerne samlede hende op.

Venner er i tvivl om pigens forklaring

Flere af pigens venner har dog også selv undsagt pigens forklaring i Retten i Næstved.

De har fortalt, at de er i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er tale om voldtægt, eller om pigen i virkeligheden gerne ville selv, men efterfølgende fortrød og anmeldte de fire mænd.

De har fortalt om en pige med en frisk tilgang til livet, en pige, der drak sig fuld og festede og havde sex med drenge. Eller som en af de tiltalte sagde, da han afgav forklaring: Alt det, pæne piger ikke gør, det gør hun.

Faktisk er det kun pigens tætte veninde, der i retten har sagt ”jeg tror på hende”.

VIDEO: Retssagen begyndte den 15. september. Her kan du høre, hvad der kom ud af første retsdag i sagen mod de fire mænd. 

 

Utrygge over at afgive forklaring

Anklager Charlotte Skovmand har dog bedt en af efterforskerne i sagen om at komme ind og afgive vidneforklaring. Efterforskeren fortalte i retten, at hun og hendes kollegaer har oplevet, at der er en ulyst blandt pigens venner til at vidne mod de fire tiltalte. Flere har ringet til politiet, da de blev indkaldt til at afgive forklaring i Retten i Næstved, for at undslå sig.

Nogle har fortalt, at de var utrygge, andre siger det ikke, men de har ikke lyst, fortalte efterforskeren, og forklarede, hvordan en ung mand, der skulle afgive forklaring, efter 10 minutter bad efterforskeren om at slukke optageren, fordi han ganske enkelt ikke ville fortælle noget om sagen, hvis det blev optaget, fordi han var utryg.

Efterforskeren kunne ydermere fortælle, at flere af de implicerede i sagen, herunder pigen selv og hendes mor, har fået henvendelser fra ukendte personer, der har henstillet til, at de – når de talte med politiet eller skulle afgive forklaring i retten – udelod visse personer af fortællingen. Med andre ord mener anklageren altså, at der har været forsøg på at påvirke vidner i sagen.

Efter episoden den 2. maj har pigen været til personundersøgelse på Rigshospitalet. Undersøgelsen viste, at pigen havde hudafskrabninger og underhudsblødninger, blandt andet på hoften, der tyder på, at hun har været udsat for en form for vold. Desuden blødte pigen og havde rifter i underlivet, hvilket tyder på, at det, der skete den nat i skuret ved Sofiendalsskolen, har været voldsomt, uanset om det var sex med samtykke eller voldtægt.

Der falder dom i sagen fredag den 25 september.


Nyhedsoverblik