Retssag begynder i dag - virksomhedsejer fra Haslev tiltalt for snyd med lønkompensation

Onsdag begynder en retssag mod en virksomhedsejer fra Haslev, der er tiltalt for at snyde med corona-lønkompensation. Hun risikerer flere års fængsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En direktør og ejer af flere virksomheder med adresse i Haslev skal onsdag på anklagebænken i Retten i Næstved.

Hun er tiltalt for at have søgt uberettiget lønkompensation i forbindelse med coronapandemien ad flere omgange med tre forskellige virksomheder.

Det fremgår af anklageskriftet, som TV2 ØST har fået aktindsigt i.

Der er rejst tre anklagepunkter mod den tiltalte – ét for hver af de virksomheder, hun er tiltalt for at have svindlet med.

Blandt andet fremgår det af anklageskriftet, at hun i den ene virksomhed er tiltalt for at søge lønkompensation for én person i perioden 15. marts til den 8. juni 2020 samt den 9. juni til 8. juli 2020, selvom personen ikke var ansat lønmodtager med fast, kontraktuel tilknytning til virksomheden.

Anklaget for at få udbetalt over 187.000 kroner

Desuden er hun også tiltalt for at have søgt lønkompensation til sig selv, selvom hun var direktør og ejer af virksomheden, og derfor ikke kan være ansat som lønmodtager af sig selv.

Samlet set er hun - i det punkt alene - anklaget for at forsøge at få udbetalt 187.255,80 kroner i lønkompensation, som virksomheden ikke var berettiget til.

Læs også
To personer anholdt for svindel med hjælpepakke for millionbeløb
Læs også
To personer anholdt for svindel med hjælpepakke for millionbeløb

På samme måde er hun i de to andre anklagepunkter tiltalt for uberettiget at søge lønkompensation til enten personer, der ikke var reelt ansat, eller til sig selv som virksomhedsejer.

I alt løber beløbet, hun er tiltalt for at søge i uberettiget lønkompensation, op i cirka en halv million kroner.

Risikerer flere års fængsel

Det er senioranklager Rune Jensen, der på vegne af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har rejst sagen. Han ønsker ikke at kommentere på sagen, før der er faldet dom, men fortæller til TV2 ØST, at han går efter ”en fængselsstraf udmålt i år”.

Straffesager i forbindelse med covid-19-lønkompensation er selvsagt et forholdsvist nyt fænomen, hvorfor der heller ikke er mange domme at henvise til for hverken anklager eller forsvarer. Det er for eksempel første gang i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds, at en sag om snyd med covid-19-lønkompensation løber af stablen.

Læs også
Direktør risikerer fængsel for svindel med coronahjælp
Læs også
Direktør risikerer fængsel for svindel med coronahjælp

I Midt- og Vestsjællands Politikreds har en enkelt lignende sag fundet sin afgørelse den 2. september sidste år, da en 32-årig mand fra Næstved blev idømt seks måneders ubetinget fængsel for som direktør i en virksomhed at have søgt lønkompensation til 10 medarbejdere, der ikke var ansat. Beløbet, der var søgt i lønkompensation i den sag, løb op i 219.693 kroner.

Op til firdobbelt straf

Manden fra Næstved havde søgt om kompensationen 1. april 2020. Dagen efter trådte en ny paragraf i kraft, der gør det muligt for domstolene at give personer op til firdobbelt straf, hvis de specifikt udnytter covid-19-udbruddet til at begå tyveri, indbrud eller bedrageri.

Den nye paragraf fik en 29-årig mand at føle, da han først blev kendt skyldig i at snyde med lønkompensation i Københavns Byret og senere fik skærpet sin straf i Østre Landsret. Han blev idømt fængsel i to år og tre måneder for at have søgt lønkompensation til fem opdigtede ansatte for et samlet beløb på 427.500 kroner. Altså et lavere beløb, end kvinden fra Haslev står anklaget for.

Den tiltaltes forsvarer, Jette Marie Larsen, har ikke ønsket at kommentere sagen på nuværende tidspunkt. Hun fortæller dog, at hendes klient har siddet varetægtsfængslet siden 16. oktober – altså i over tre måneder. Den tid vil blive fratrukket en eventuel fængselsstraf.

Der bliver afsagt dom i sagen torsdag den 4. februar.


Nyhedsoverblik