¨

Privatskoler profiterer på prikkerunder

Foto: TV ØST

Faxe Kommunes privatskoler oplever ekstra søgning. Ifølge flere forældre fordi de ikke vil flytte deres børn til afdelinger, som kommunen har udpeget.

Når eleverne i Faxe Kommunes skoler bliver tvunget til at skifte skole på grund af de såkaldte »prikkerunder«, hvor overbygningsklasserne bliver fyldt op på tværs af afdelingerne i de tre skoledistrikter, vælger nogle af dem helt at droppe folkeskolen, skriver DAGBLADET Ringsted.

På Haslev Privatskole oplever man i øjeblikket stor efterspørgsel på pladser. Faktisk så stor, at skolen nu er fuldt tosporet, og nogle af forældrene er dog heller ikke blege for at fortælle om grunden til den store interesse.

I mange tilfælde kommer børnene nemlig, ifølge skoleleder på Haslev Privatskole, Gitte Fuglsang Kehl, fra velfungerende klasser, men de er ikke interesserede i at skifte til en anden afdeling for at starte på overbygningen.

På Bavneskolen i Dalby skulle ni elever flyttes til en anden skole til sommer, og her er tre allerede skiftet til Haslev Privatskole.

Formand for uddannelsesudvalget, Jonas Kristinsson (V), vil ifølge avisen have forældrene til at give skolerne en chance, og han savner, at forældrene tager noget mere ansvar for deres børns skolegang.

Sidste år var der voldsom debat, da byrådet forsøgte at undgå de udskældte prikkerunder ved at samle overbygningerne i de tre skoledistrikter, men efter flere demonstrationer og ophedede borgermøder blev en ny skolestruktur alligevel lagt i graven. Dermed er der stadig elever, der hvert år må starte i 7. klasse på en ny skole.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App