Politiet patruljerer fortsat massivt i Haslev

Uro, hærværk og utrygge beboere har fået politiet til at intensivere patruljeringen i Haslev, og det ser ud til at bære frugt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Har man bemærket, at politiet er mere synligt end normalt i Haslev, så er man ikke helt galt på den.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har nemlig optrappet deres tilstedeværelse i Haslev, efter byen blandt andet blev hærget af en gruppe unge, der smed om sig med kanonslag og gjorde beboerne utrygge kort før nytår.

- Vi har fordelt vores kræfter over hele døgnet. Derfor kan beboerne i Haslev se, at vi også er til stede om aftenen og om natten. Vi tolererer ikke, at nogen skaber utryghed, og vi kan da også se, at vores indsats har båret frugt, siger Peter Haslund, der er afdelingsleder hos Lokalpolitiet i Næstved og har ansvar for politiets tilstedeværelse i Haslev.

Flere anholdt for stoffer

Politiets øgede patruljering har blandt andet forårsaget, at der indenfor de seneste par dage har været flere anholdelser af personer, der har været i besiddelse af euforiserende stoffer. Personer som blandt andet har hængt ud på Torvet i Haslev centrum.

Tirsdag aften omkring klokken 21 blev to unge mænd visiteret og fik efterfølgende deres boliger ransaget. Her fandt politiet både skunk, tobak og en halv joint.  

- Det er ikke de første, vi anholder for at være i besiddelse af stoffer eller sælge stoffer i nærheden af midtbyen. Vi bliver ved med at være massivt til stede i byen, så længe der er behov for  det, siger Peter Haslund til TV ØST. 


Nyhedsoverblik