Nultolerance over for hærværk i idrætsforeninger

Nu skal det være slut med hærværk mod de ting og faciliteter, som Faxe Ladeplads Idrætsforening benytter sig af.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Konsekvensen af den hærværk, som foreningen oplevede sidste år, har nu gjort, at der er blevet investeret i videoovervågning af området, skriver Sjællandske.

- Sidste år brugte vi 70.000 kroner på at udbedre de skader, som vi havde fået efter, at folk havde lavet hærværk mod os, og det vil vi ikke finde os i længere. Vi har bedre ting at bruge pengene på, siger formand for idrætsforeningen Pehr Hoxer.

Også Dalby G & IF har problemer med hærværk, og ordet "nul-tolerance" går igen.

- Vi har store problemer med en gruppe, som ikke har lært, hvordan man begår sig. De laver hærværk mod legepladsen, tisser i barnevogne, smadrer flasker, tænder bål og bryder ind på Bauneskolen. Vi ved alle sammen hvem det er. Derfor har nogle af dem få besked på, at de ikke er velkomne i Dalby Hallen, siger Torben Reiner Jensen.

- Nul-tolerancen omfattede i første omgang motionscentret, men gælder nu hele Dalby Hallen. Det skyldes en episode 25. januar i år, hvor nogle af lømlerne tog fat i en yndlingespiller under en håndboldkamp. Vi valgte at tilkalde politiet, som registrerede personerne, siger Torben Reiner Jensen.

Han og Dalby G & IF håber, at både de vilde børn og unge og deres forældre vågner op, før nogen kommer alvorligt til skade, siger han til Sjællandske.

/ritzau/