Varetægtsfængslet for voldtægt af 15-årig pige - sigtet optog dele af hændelse på mobiltelefon

Fire unge mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet for at have voldtaget en 15-årig pige i Haslev.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Søndag formiddag har fire unge mænd været for en dommer i det store retslokale ved Retten i Næstved.

De blev fremstillet i grundlovsforhør, fordi de er mistænkt for at have voldtaget en 15-årig pige ved en skole i Haslev natten til lørdag.

Anklagemyndigheden begærede dørene lukket af hensyn til efterforskningen og pigens unge alder, og det godtog dommeren. Men kort før klokken 12 blev dørene igen åbnet, og dommeren besluttede at varetægtsfængsle de fire mænd frem til 27. maj.

Dommeren lagde i kendelsen blandt andet vægt på pigens detaljerede forklaring, og at der angiveligt lå en underliggende trussel om vold - samt at der kan være risiko for, at de sigtede vil påvirke vidner i sagen.

De sigtede accepterede kendelsen.

En er tidligere straffet

Da dørene igen blev åbnet, kom det frem, at en af de sigtede er tidligere straffet for såkaldt ordinær vold, røveri, afpresning og vidnetrusler. Voldsdommen stammer fra 2016 og gav en betinget straf på 30 dages fængsel. Røveridommen er fra begyndelsen af 2019.

Retten i Næstved
Læs også
Unge mænd fremstillet i grundlovsforhør - er sigtet for at voldtage pige ved skole
Retten i Næstved
Læs også
Unge mænd fremstillet i grundlovsforhør - er sigtet for at voldtage pige ved skole

De tre andre mænd er ikke straffet. To af mændene er 18 år gamle, mens de resterende to er henholdsvis 17 og 19 år gamle. Tre af mændene er af anden etnisk herkomst end dansk, mens den sidste er dansk af udseende.

De sigtede nægter sig skyldige i voldtægt, men erkender, at de har haft sex med pigen.

Filmede angiveligt hændelse

I retten kom det også frem, at der er forskellige forklaringer på, hvad der skete natten til lørdag. Der er dog enighed om, at den sigtede af dansk udseende ikke direkte deltog i det, som anklager Skipper Pelle Falsled mener, er en voldtægt. Den sigtede skulle dog angiveligt have filmet dele af hændelsen på sin mobiltelefon.

Det var også en af årsagerne til, at han blev varetægtsfængslet. Dommeren mente nemlig, at optagelsen gjorde, at han ikke bare var en, der var uvedkommende for sagen.

Politi politibil
Læs også
Fire unge mænd mænd skal i grundlovsforhør sigtet for voldtægt
Politi politibil
Læs også
Fire unge mænd mænd skal i grundlovsforhør sigtet for voldtægt

Pigen er efter hændelsen blevet undersøgt på Retsmedicinsk Institut. I retten kom det frem, at pigen var sammen med tre venner før og efter den angivelige voldtægt. Det skal være foregået i en hytte eller et skur ved Sofiendalskolen i Haslev.

De fire sigtede forklarede, at pigen ikke sagde nej eller stop. Hun kender i hvert fald tre af dem i forvejen, kom det frem i retten.

De sigtede skal nu have undersøgt deres tøj og telefoner, så politiet kan blive klogere på deres interne kommunikation, og så skal der afhøres vidner - blandt andre de tre venner, som pigen var sammen med.

Seks betjente i retten

Grundlovsforhøret begyndte klokken 10. 

Her kom de sigtede ind i retslokalet og blev placeret med god afstand mellem hinanden på grund af coronarestriktionerne. Den første, der kom ind i lokalet, var iklædt gråt joggingtøj og badetøfler, mens den næste trådte ind i lokalet i joggingtøj og med korslagte arme.

Alle fire sigtede så ifølge TV2 ØSTs reporter i retten en smule betuttede ud og var under skarp bevogtning af seks betjente, der var placeret langs væggen i retslokalet.

Enkelte tilhørere havde også fundet vej til retten søndag formiddag. Den yngste af de sigtede havde en fra den sociale døgnvagt med og en kurdisk tolk.

En "ualmindelig grov" sag

Da alle sigtede havde taget plads i retten, læste anklager Skipper Pelle Falsled en samlet sigtelse mod dem op.

Af den fremgik det, at voldtægten angiveligt fandt sted den 2. maj omkring klokken 2 om natten ved Sofiendalskolen i Haslev. De unge mænd er sigtet for "i forening og ved forudgående aftale eller fælles forståelse at have tiltvunget sig samleje med pigen mod hendes vilje".

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog anmeldelsen om voldtægt tidligt lørdag morgen, hvorefter de fire mænd blev anholdt og afhørt. Under grundlovsforhøret kom det frem, at de unge mænd blev anholdt mellem klokken 10.21 og 13 lørdag.

I en pressemeddelelse kaldte efterforskningsleder og vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen lørdag aften sagen for "ualmindelig grov".


Nyhedsoverblik