Mangel på arbejdskraft tvinger Haribo til udflytning

Haribo Lakrids A/S føler sig tvunget til at flytte flere afdelinger ud af Faxe og til Vallensbæk, fordi de ikke kan finde kvalificeret arbejdskraft.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kniber med at tiltrække den rette arbejdskraft til Haribo Lakrids i Faxe. Derfor føler virksomheden sig tvunget til at flytte omkring 30 stillinger ind til den københavnske forstad Vallensbæk. 

Lakridsvirksomheden oplever, at deres geografiske placering er en stor hindring for at skaffet kvalificeret højuddannet arbejdskraft, og det er simpelthen ikke muligt for Haribo Lakrids at lokke københavnerne til området.

Det skyldes ifølge direktør i Haribo Lakrids, Klaus Christensen, noget mentalt frem for noget praktisk.

- Der er en mental barriere for at tage arbejde her. Vi har mange spændende arbejdspladser her på egnen, så barrieren må være mental. Der er 70 kilometer fra Faxe til København, og den distance tager beboerne i Syd- og Vestsjælland gerne. Til gengæld er københavnerne ikke til at trække ned til os. Her føles de 70 km som 700km, siger Klaus Christensen.

Splitter virksomheden op

Lakridsvirksomheden fra Faxe har dog ikke nogle problemer med den faglærte arbejdskraft i produktionen, og den vil derfor forblive i Faxe.

Men i omegnen af 30 medarbejdere i henholdsvis salg, marketing og IT-afdelingerne skal rykkes til den københavnsle forstadskommune Vallensbæk. Her vil virksomheden placere de administrative stillinger for at kunne tiltrække flere højtuddannede.

Klaus Christensen, der også er formand i DI Sydsjælland, mener, at det er problematisk og en hindring for væksten uden for hovedstaden, når folk har denne mentale barriere.

- Derfor er det heller ikke så underligt, at 23 % af virksomhederne i Sydsjælland inden for det sidste år forgæves har forsøgt at rekruttere nye medarbejdere. Faktisk svarer 29 % af de Sydsjællandske virksomheder, der ser en barriere for vækst, at det netop er manglen på kvalificeret arbejdskraft, som hæmmer dem, siger direktøren.


Nyhedsoverblik