En 20-årig voldsdømt mand kan nu efter alt at dømme se frem til en tur bag tremmer. I første omgang var han ellers sluppet med en betinget dom.
Nu er den 20-årige dog blevet anholdt igen, efter at han ifølge politiets sigtelse har opsøgt en 24-årig mand i Fakse, som havde vidnet mod ham i den oprindelige voldssag.
- Han opsøger den forurettede på hans bopæl og hamrer og banker på døren og råber "stikkersvin" og truer med tæsk, fortæller vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands Lolland-Falsters Politi.
Den 20-årige er nu sigtet for straffelovens paragraf 123 om vidnetrusler. Overtrædelse af den paragraf giver i udgangspunktet 60 dages ubetinget fængsel.
- Derfor har vi også valgt at fremstille den anholdte i grundlovsforhør, fortæller Søren Østervig.
Grundlovsforhøret bliver afholdt i løbet af søndagen ved Retten i Nykøbing Falster. Her vil politiets anklager bede dommeren om at varetægtsfængsle den 20-årige.
/ritzau/