Kennelejer dømt for vanrøgt

En kennelejer fra Haslev er dømt for vanrøgt af 53 hunde i 2013. Flere af dem havde bylder i munden, indgroede negle og nedslidte trædepuder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er tirsdag faldet dom i en sag om vanrøgt af 53 hunde i Haslev.

Hundene blev fjernet fra kennelen i januar 2013. Flere af dem havde bylder i munden, så de ikke kunne spise, andre havde nedgroede negle og nedslidte trædepuder, mens en af hundene havde slebet tænderne helt ned af at bide i jernstænger, fortalte Dyrenes Beskyttelse dengang.

Bøde på 25.000 kroner

Nu er personen bag kennelen så idømt en bøde på 25.000 kroner og retten til at have hunde i erhvervsmæssig sammenhæng, skriver Sjællandske. Dommen imponerer langt fra i dyreorganisationen.

- Vi er glade for, at der endelig er faldet dom i sagen, men vi er selvfølgelig ærgerlige over, at han ikke er frakendt retten til holde hund fuldstændigt. Det bekymrer os, at han stadig må holde hund i privat øjemed, for vores erfaring er, at det kan være svært for politiet at håndhæve, og det kan være fristende for de pågældende hundeejere at fortsætte kenneldriften, når de ved, at risikoen for at blive opdaget er forholdsvis lille, siger Yvonne Johansen, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse, til TV ØST.

Læs også: Vanrøgt: 91 hunde gik i afføring til bugen

Kendis blandede sig

Det var internatet i Roskilde, der fik de 53 hunde indleveret i 2013. De måtte aflive 11 af dem, fordi de havde det så dårligt. Sagen fik dengang stor bevågenhed, fordi sangerinden Sanne Salomonsen blandede sig og købte 18 af hundene fri fra ejeren, så de kunne fjernes og komme i behandling i Dyrenes Beskyttelse.

Sagen er yderst relevant i disse dage, hvor der netop har været to store vanrøgtssager. I en sag fra Næstvedegnen blev 91 hunde i sidste uge fjernet fra deres ejer. Hundene havde store mængder afføring i pelsen, dårlige tænder og orm. Samme dag blev 21 hunde fra Lolland fjernet. Her var årsagen, at dyrene var afmagrede og dehydrerede.

Læs også: Ny vanrøgtssag: 21 hunde afmagrede og dehydrerede

Så gerne strengere straffe

Der er plads i strafferammen i Dyreværnsloven til at idømme fængselsstraf i vanrøgtssager, ligesom der er mulighed for at bestemme, at folk slet ikke må holde hund længere, men straffene når sjældent op i den ende, hvilket ærgrer Dyrenes Beskyttelse.

- Vi så gerne, at man oftere valgte at frakende de dømte retten til at have hund overhovedet. På den måde opstår der ikke gråzoner og tvivl om, hvorvidt der bliver avlet for meget på dyrene i forhold til, om der er tale om erhvervsmæssig hold af hunde. Trods de relativt milde domme håber vi, at de her sager kan være med til at sætte politisk fokus på, at politiet har brug for flere ressourcer, så vi kan få stoppet de her vanrøgtssager langt tidligere i forløbet. Men det er lige så vigtigt, at retten udnytter den strafferamme, der er, når sagerne når domstolene. Det er nogle voldsomme sager, der kommer frem, når først de bliver afdækket, så der er brug for, at der bliver fulgt op på arbejdet i retssalene, siger Yvonne Johansen, siger Yvonne Johansen.


Nyhedsoverblik