Kendt kræmmermarked lukker efter 33 år

Det populære kræmmermarked Det Blå Marked i Haslev har solgt grunden og har sidste åbningsdag søndag den 29. januar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Søndag den 29. januar er en trist dag for både kræmmere og gæster på Det Blå Marked i Haslev. 

Det er nemlig den sidste åbningsdag for det populære kræmmermarked. 

Markedet åbnede for første gang i 1990, men efter 33 år har ejer Inger Skøtt solgt grunden, da virksomheden mistede en del kunder efter coronakrisen. 

- Inden corona var vi et sundt og stærkt firma. Men coronaen ændrede folks adfærd, så da vi åbnede op igen, så kneb det med at få kunder til. Og da et byggefirma så spurgte om de måtte købe grunden, så slog jeg til, siger Inger Skøtt. 

Det indendørs kræmmermarked har en størrelse på over 10.000 kvadratmeter og huser omkring 200 loppestande. 

Farvel til kunder og kræmmere

Ifølge Inger Skøtt skal både lørdag og søndag bruges på at få sagt ordentligt farvel til de  mange faste kunder og kræmmere, som har bakket utroligt meget op om kræmmermarkedet.

Hun fortæller, at rigtig mange af kunderne har været utroligt kede af, at markedet lukker.

- Der er mange, som ikke synes, at jeg kan tillade mig at lukke, da de er kommet her siden de var børn.

Og netop kundernes skuffelse over lukningen gør Inger Skøtt ked af det.

- Jeg synes virkelig ikke det er sjovt, når jeg ved, hvor meget det har betydet for mange mennesker.

Læs også
Lokalt glaspusteri skaber trofæ til årets Melodi Grand Prix
Læs også
Lokalt glaspusteri skaber trofæ til årets Melodi Grand Prix

Mange af de faste kunder på kræmmermarkedet har brugt markedet til at dyrke deres interesserer og til at komme ud og snakke med andre mennesker, fortæller hun.

- En ældre kom også hen til mig her i morges og spurgte mig, hvor han så kan få sin kaffe henne, da han har fået den hos mig hver eneste lørdag morgen i mange år. 

Nye boliger 

Når Det Blå Marked lukker, vil der blive bygget boliger på grunden.

Det bliver virksomheden 1927 Estate, som skal bygge boligerne, fortæller Inger Skøtt.

Det blå marked genåbner
Læs også
Efter 32 år lukker kendt kræmmermarked: - Det er meget vemodigt
Det blå marked genåbner
Læs også
Efter 32 år lukker kendt kræmmermarked: - Det er meget vemodigt

Virksomheden planlægger at rive kræmmermarkedet ned og bygge mellem 100-125 bæredygtige et-planshuse, fortæller Inger Skøtt.

- Jeg glæder mig til at efterlade noget positivt til Haslev, som kan leve videre. Vi har haft 33 gode år med rigtig mange kunder. Men nu er det en ny tid, så nu kommer der bare nye beboere, som kan bidrage til lokalbefolkningen og handelslivet.

Det Blå Marked har åbent lørdag indtil klokken 16 og søndag fra klokken 10 til 16, hvorefter dørene lukker for altid.

Der eksisterer fortsat kræmmermarkeder i blandt andet Grevinge i Odsherred og i Lov syd for Næstved, hvor flere af kræmmerne fra Det Blå Marked vil flytte til.

Rettelse
Vi har tidligere skrevet, at det nybyggeri, der kommer på grunden i stedet for Det Blå Marked skal være fem etager højt. Det nuværende projekt er dog små et-plans huse.

Nyhedsoverblik