Da John Risager fra Hårlev på Stevns fyldte 65 gik han på pension efter 26 år som buschauffør. Mange ville nok læne sig tilbage og nyde deres otium med golf, rødvin og lidt havearbejde - men for John Risager skulle der ske noget helt anderledes.
Han solgte derfor alt sit jordiske gods og gav sig til at rejse kloden rundt.
- Det har jo været en drøm, jeg har haft, lige siden jeg var ung, fortæller John Risager, som har besøgt i alt 104 lande.
Det har jo været en drøm, jeg har haft, lige siden jeg var ung.
Hellere rejser end fede biler
Det er ikke gratis at rejse verden rundt, og John Risager har indtil videre rejst for 600.000 kroner. Selvom man kunne få en stor bil eller et lille hus på landet for de samme penge, er John Risager ikke i tvivl om, at han har truffet det rigtige valg.
- Det er jo et prioriteringsspørgsmål, siger han til TV ØST.
Smuk perle i Asien
John Risager har besøgt et væld af lande, siden han steg på toget på Hårlev Station og drog ud i den store verden. Men han er ikke mget for at udpege verdens dejligste land. Gået lidt på klingen, afslører han dog en vis forkærlighed for et Asiens mindre overrendte lande.
- Bhutan er et rigtigt smukt land. Nordkorea er også interessant - og Somaliland er også værd at besøge, men det er der kun få turister der gør, fortæller John Risager.
Bhutan er et rigtigt smukt land. Nordkorea er også interessant
Mød de lokale
De næste måneder er der et job som turistchauffør i Grønland, der skal passes, men til vinter er han klar til at drage Danmark rundt med sit foredrag om verden, som han har set den. Og det bliver ikke en opremsning af monumenter og seværdigheder der skal fortælles om. Det vigtigste for John Risager er at møde mennesker der hvor de er, for at lære om deres liv og drømme:
- Det vigtigste man kan, det er at have kontakt med de lokale. Høre hvordan de lever deres liv, siger han.
Følg John Risagers rejser i Facebook-gruppen her