Inklusion: 11-årige Lærke skiftede skole efter døds-sms

En ny dreng i klassen fik 11-årige Lærke til at skifte Karise Skole Øst ud med en friskole. I en sms beskrev han, hvordan han dræbte Lærke og hendes familie.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

'Jeg myrdede en fra Lærkes familie og lagde indvoldene i hendes hovedpudebetræk. Og så stod jeg foran hendes mor med Lærke og hendes lillebror og spørger moderen, hvem der skal dø. Og hun svarer Lærke. Og jeg skærer Lærke op, og bagefter river jeg hovedet af lillebroderen og løber over og stikker kniven ind i Lærkes mor. Og så vågner jeg. (Mig og Lærke er pænt dårlige venner).'

Sådan lyder ordene i en tekst fra en dreng i den klasse, 11-årige Lærke indtil for nylig gik i på Karise Skole Øst. Det skriver B.T. Sms'en har fået Lærkes forældre til at hive hende ud af folkeskolen og ind på en friskole.

Smuk tanke - for få ressourcer

De ved ikke, hvorfor drengene begyndte i Lærkes klasse efter sommerferien, men med tanke på inklusion i folkeskolen, der nu skal rumme alle typer elever, har de svært ved at se, at i hvert fald Karise Skole Øst er gearet til det.

- Jeg synes, tanken om inklusion i folkeskolen er smuk. Hvis der er ressourcer nok. Men det er ikke tilfældet, sagde Maiken Nielsen, mor til Lærke, for nylig til B.T.

Drengen har tidligere på skoleåret truet en anden dreng fra klassen med en kniv, og han har spredt rygter om, at Lærke har haft sex på et af skolens toiletter, ligesom han har slået hende i hovedet med en mobiltelefon. Fra skolens side blev der sat ind ved at viceskolelederen tog en fælles snak med klassen, og Lærke og drengen blev skilt fra hinanden i en periode for efterfølgende at blive sat ved siden af hinanden igen.

Hver femte skoleleder oplever stop

Nu er Lærke imidlertid skiftet til en friskole, og den ellers skoleglade pige, der i en periode pludselig blev frygtsom og havde jævnlige mareridt, er blevet glad igen.

- Vi har ikke tænkt os at flytte Lærke tilbage til en folkeskole. heller ikke hvis Karise Skole ringede og fortalte, at nu var han (drengen bag sms'en red.) blevet flyttet, vil vi flytte hende tilbage. Vi vil hellere betale lidt ekstra for at have hende på en friskole, siger Lærkes stedfar Casper Kærager.

I en rundspørge foretaget blandt 301 skoleledere af Politiken fortæller en femtedel af dem, at de i dette skoleår har oplevet forældre tage deres barn ud af skolen på grund af flere børn med særlige behov i klasserne.

Til B.T. siger Faxe Kommunes undervisningschef Jens Zachariasen, at han ikke kommenterer enkeltsager.


Nyhedsoverblik