Ingen i livsfare efter motorvejsulykker

Sydmotorvejen lagde i går baner til tre trafikuheld. Ved to af uheldene blev personer sendt på sygehuset - ingen af dem er i livsfare.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Frostvejret gjorde i går vejbaner spejlglatte flere steder i regionen - ikke mindst på Sydmotorvejen.

Tre uheld på fem timer
Første uheld skete ved otte-tiden om morgenen på Farøbroen, hvor flere biler snurrede rundt på vejen. Ingen kom til skade her.

Senere var den så gal længere oppe ad Sydmotorvejen - ved Piberhus i nordgående retning. Her var der tale om et eneuheld, hvor en bilist mistede kontrollen over bilen og røg ud på en mark.

- Personen røg et smut på Køge Sygehus til tjek, men slap med mindre knubs, fortæller vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Østervig.

Brud på nakke eller ryg

Halvanden time senere - klokken 12.40 - skete der endnu et uheld næsten samme sted. Her røg først to biler rundt på banen og ind i midterautoværnet og lidt længere nede af vejen endnu en. Én person blev fløjet til Rigshospitalet.

- Vedkommende var ikke i livsfare, men kan have fået brud på nakke eller ryg, siger Søren Østervig til TV2 ØST.

Glat føre skyld i uheld

Årsagen til de mange uheld var uden tvivl vejret.

- Det var rigtig glat derude.  Men hvis folk kørte efter forholdene, ville det ikke ende galt, lyder den løftede pegefinger fra politiets vagtchef.

 


Nyhedsoverblik