Hundeejer finder forgiftet kød nær sjældne rovfugle

Ni rovfugle og en hund er siden 2010 døde af nervegift, som nu er fundet ved Tureby Hestehave.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En pose kød fundet i nærheden af et ynglepar af den sjældne rovfugl rød glente på Sydsjælland, viser sig nu at have været forgiftet med nervegiften carbofuran. Det skriver Dansk Ornitologisk Forening på sin hjemmeside.

En hund og dens hundeejer fandt posen i kanten af en skovsti ved Tureby Hestehave i april måned. Hunden spiste af kødet og blev efterfølgende alvorligt syg, og prøveresultaterne fra DTU/Veterinærinstituttet afslører nu, at kødet var forgiftet.

Siden 2010 har Dansk Ornitologisk Forening fået kendskab til forgiftninger af ni store rovfugle og en hund, der er døde af nervegiften carbofuran.

Biolog i Dansk Ornitologisk Forening, Knud Flensted, spekulerer i, at nogen lægger den dødelige nervegift ud med vilje.

- Der synes efterhånden at være et mønster i udlægningen af gift, og det er desværre ikke et særsyn, at der i den danske natur lægges gift ud til stor skade for naturen og især for rovfuglene, siger han til foreningens hjemmeside.

- Det er fuldstændig uacceptabelt og uanstændigt, at man udlægger en ekstremt farlig nervegift i den danske natur.

Carbofuran er en ekstremt farlig nervegift, som lammer åndedrættet øjeblikkeligt, og det har været forbudt i hele EU siden 2008.

Carbofuran er blandt de allermest giftige pesticider, man kender til, og det er ifølge Dansk Ornitologisk Forening en trussel mod rovfugle overalt i Europa.

Sagen er nu meldt til Køge Politi.

I april 2010 døde en rød glente ved Trelleborg på Vestsjælland, i juni 2010 døde to havørne ved Odense Fjord i juni 2010, i marts 2011 måtte havørn ved Bovballe på Langeland lade livet.

I marts 2012 gik giftet ud over en kongeørn på Tjele Gods ved Viborg, to havørne ved Tranekær på Langeland døde i sommeren 2012, en rød glente ved Køge oktober 2012 blev også fundet forgiftet og en rød glente på Frijsenborg Gods i Østjylland døde ligeledes i november 2012.

Ved Præstø døde en hund i april i år efter at have indtaget kød forgiftet med carbofuran.

/ritzau/


Nyhedsoverblik