Hjemsendt barejer: - Vi har masser af tid med børnene – og er det ikke det vigtigste?

Det kan være svært at finde et lyspunkt, når ens livsværk er blevet lukket ned. Men barejer Casper Pihlmann fra Haslev gør forsøget.

de-hjemsendte-web

Mange kan formentlig relatere sig til, at jobbet fylder meget i tilværelsen, når hverdagen ruller. Sådan var det også indtil i marts måned sidste år for Casper Pihlmann, der er indehaver af to barer – et erhverv, der som bekendt har stået først og sidst, når restriktionerne mod corona er blevet henholdsvis strammet og slækket.

Casper Pihlmann er derfor blevet en af de mange borgere, som har været hjemsendt under coronakrisen.

quote Denne her gang har vi parkeret det meget og sagt, virksomheden er virksomhed, og der går lang tid, før vi åbner

Casper Pihlmann, indehaver, Caspiers Bar og Cassiopeia

I en miniserie sætter TV2 ØST fokus på de hjemsendte. Vi møder Casper Pihlmann netop der, hvor han indtil for et år siden brugte mange timer hver eneste uge:

- Det er lidt som ens andet hjem, hvor vi bruger så mange timer hver uge på at være her og gøre klar – og bruge tanker og tid på det. Det er virkelig dejligt at være tilbage. Man glæder sig virkelig meget til at høre mennesker og høre grin hernede, siger Casper Pihlmann fra sin ellers så vante plads bag bardisken, men hvor han ikke har stået i lang tid.

- Siden, vi blev bedt om at lukke, har vi kun været hernede nogle få gange, forklarer han.

Hårdt at skulle lukke

Casper Pihlmann har holdt åbent, når restriktionerne har tilladt det – men barstolene har stået tomme i en god rum tid nu. Sidste gang, der var gæster på Pihlmanns to beværtninger, Caspiers Bar i Haslev og Cassiopeia i Skælskør, var i december.

- Rent personligt har det været dejligt med noget afstand hernedefra. Men det er også hårdt at få taget ens projekt fra sig, siger han om situationen.

Det er her, Casper Pihlmann plejer at bruge en stor del af sin tid på jobbet. Men siden december har han ikke kunnet servere øl til gæsterne. For gæsterne skal blive hjemme, og baren skal holde lukket.
Det er her, Casper Pihlmann plejer at bruge en stor del af sin tid på jobbet. Men siden december har han ikke kunnet servere øl til gæsterne. For gæsterne skal blive hjemme, og baren skal holde lukket.
Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST

Første gang, landet blev lukket ned, valgte Casper Pihlmann at sætte kræfterne ind på renoveringsprojekter. Men da han for anden gang på under et år måtte lukke ned igen i december, valgte han en anden strategi.

- Denne her gang har vi parkeret det meget og sagt, virksomhed er virksomhed, og der går lang tid, før vi åbner. Det har været sådan, nu lukker vi døren lidt og lader virksomheden stå og overleve, siger han og tilføjer:

- Og så er tiden gået med hjemmeskoling af vores fælles unger og med gåture og vinterbadning.

quote Jeg kan se, at mange, som jeg kender rundt omkring Haslev, de lukker nu

Casper Pihlmann, indehaver, Caspiers Bar og Cassiopeia

På den måde har en nedlukning med mange tunge overvejelser også bragt lidt godt med sig:

- Vi har haft masser af tid med børnene – er det måske ikke det vigtigste af alting – at have tid til sine unger og se dem mest muligt. Det, tror jeg, er vigtigere, end at de går i skole, og vi går på arbejde.

Kollegaer må dreje nøglen

Det rokker dog ikke ved, at Pihlmann hele tiden må forholde sig til de konsekvenser, som nedlukningen har for hans virksomhed.

- Man når til et tidspunkt, hvor det ikke er sjovt at blive ved med at lægge penge ind selv eller satse sine egne penge på det, og der har vi gjort os mange tanker om, hvornår er nok, nok – hvornår tør man ikke mere, siger Casper Pihlmann.

Casper Pihlmanns kæreste, Sisse Labuz, måtte november sidste år afstå sin biograf i Haslev. På samme måde har coronakrisen også givet overvejelser om, hvor længe barerne kan bestå uden gæster.
Casper Pihlmanns kæreste, Sisse Labuz, måtte november sidste år afstå sin biograf i Haslev. På samme måde har coronakrisen også givet overvejelser om, hvor længe barerne kan bestå uden gæster.
Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST

Ind til for nyligt ejede og drev Casper Pihlmanns kæreste, Sisse Labuz, biografen i Haslev. Den 30. november drejede hun nøglen om på grund af coronakrisen, og parret gør sig da også tanker om, hvor længe de kan holde til at have barerne lukket.

- Jeg kan se, at mange, som jeg kender rundt omkring Haslev, de lukker nu – nu er der ikke mere line at give af. Det svier – det er helt klart input til eftertanke: Er det så bedre at stoppe nu?

Indtil videre hænger parret dog i og ser frem mod igen at kunne åbne.

I serien 'De Hjemsendte' har TV2 ØST også besøgt Maj-Britt Nikolajsen, der har en køreskole, og Thomas Carlsen, der er frisør i Høng. Få deres historier her på TV2 ØST.