Hidsige bilister presser Karstens sneplov: - Man skal hele tiden være på mærkerne

Chaufføren Karsten Jørgensen fra Faxe Kommune holder vejene sorte og sikre. Men ikke alle bilister tager hensyn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Biler der er snurret rundt, biler der banker ind i hinanden og biler, der skrider og ender i grøften. Det kolde vejr med dertil hørende glatte veje kan være farligt for bilisterne.

Heldigvis står folk som Karsten Jørgensen klar med saltspreder og sneplov på sin lastbil. Han er chauffør i Vej & Park i Faxe Kommune og står derfor klar til at sikre, at vejene i kommunen er sikre og sorte, så bilisterne kan komme frem uden at havne i grøften

quote Vi kan ikke køre stærkere end det. Det kan bilisterne ikke altid forstå

Karsten Jørgensen, chauffør, Faxe Kommune

- Der har været rigeligt at se til det sidste døgns tid. Der er blevet kørt meget og brugt meget salt, fortæller han til TV2 ØST.

Han kører på kommunens mest trafikerede veje. Her er målet, at vejene hele tiden skal holdes "sorte", så bilisterne kan komme sikkert frem og tilbage.

Karsten Jørgen salter vejene i Faxe Kommune for bilisternes skyld. Ikke alle viser dog taknemmelighed.
Karsten Jørgen salter vejene i Faxe Kommune for bilisternes skyld. Ikke alle viser dog taknemmelighed. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Farlige overhalinger

Selvom det er for bilisternes egen skyld, han salter og fjerner sne, er det dog ikke alle bilister, der opfører sig lige taknemmeligt - og nogle skaber endda farlige situationer.

- De har ikke tålmodighed. Vi kører kun 50 kilometer i timen, når vi salter og kører med plov. Vi kan ikke køre stærkere end det. Det kan bilisterne ikke altid forstå, forklarer Karsten Jørgensen.

quote Man skal altid passe på denne årstid. Vejene er lumske og meget glatte

Karsten Jørgensen, chauffør, Faxe Kommune

- Så kører de ud og overhaler hasarderet eller kører ind mellem os, når vi kører to lastbiler. Man skal hele tiden være på mærkerne, når man kører.

De næste dage ser de kolde temperaturer ud til at fortsætte, og derfor opfordrer han bilisterne til at passe på.

- Man skal altid passe på denne årstid. Vejene er lumske og meget glatte. Man kan ikke altid se, at de er glatte, og så finder bilisterne først ud af det, når de overhaler, og så sker der ulykker, siger Karsten Jørgensen, der heldigvis ikke selv har oplevet voldsomme ulykker i år.


Nyhedsoverblik