Glemt epidemi dræbte tusinder af fattige - imens så borgerskabet i København den anden vej

I 1831 blev to procent af den danske befolkning slået ihjel, da "Den sjællandske feber" hærgede Sjælland, Lolland og Falster. En glemt epidemi, mener historiker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Du har helt sikkert hørt om coronavirus. Du har nok også hørt om tyfus, pest, kolera, tuberkulose og mange andre smitsomme sygdomme, som har spredt sig gennem historien.

Men de færreste har hørt om den sygdom, som for knap 200 år siden dræbte i tusindvis af fattige, sjællandske bønder, imens magthaverne i hovedstaden kiggede den anden vej.

Hvad der præcist ramte, ved man ikke med sikkerhed. Læge og historiker Morten Arnika Skydsgaard mener, at denne epidemi bredte sig for hurtigt til at det kan være malaria. Malaria fandtes sandsynligvis på Sydsjælland, men parasitten spreder sig langsomt med myg og har en inkubationstid på en uge. 

Den sjællandske feber har derfor snarere været et smitsomt virus med en kort inkubationstid som coronavirus.

Landarbejderne på Lolland, Falster og Sjælland levede korte, hårde liv i 1800-tallet.
Landarbejderne på Lolland, Falster og Sjælland levede korte, hårde liv i 1800-tallet. Foto: Faxe Kommunes Arkiver

I dag kender kun de færreste til sygdommen, men tilbage i 1831 satte den sit tydelige præg på kirkebøgerne. Det ser man ikke mindst i Kongsted på Sydsjælland, hvor kolonne efter kolonne fortæller om den barske tid.

- Prøv at tænk at skulle begrave 46 på en måned. Det er jo mange om dagen, lyder det fra Jeanette Capion, der er sognepræst i Kongsted.

Hun har ikke før hørt om sygdommen, selvom dødstallene ramte egnen voldsomt.

- Det er absurde tal, siger præsten.

Jeanette Capion, sognepræst i Kongsted, er chokeret over de mange begravelser, der for knap 200 år siden fandt sted i hendes kirke.
Jeanette Capion, sognepræst i Kongsted, er chokeret over de mange begravelser, der for knap 200 år siden fandt sted i hendes kirke. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

I september 1831 ringede kirkeklokkerne ind til begravelse hele 46 gange i den ellers ganske lille sydsjællandske by Kongsted. 

Fredag den 2. september 1831 ringede kirkeklokkerne ind til en enkelt begravelse. Men allerede mandagen efter skulle seks mere begraves, og blot tre dage senere skulle ydereligere seks begraves.

Artiklen fortsætter under billederne: 

Sygdommen slog voldsomt hårdt, da den ramte. Grafikken her viser antallet af begravelser i Kongsted kirke før og efter 1831.
Sygdommen slog voldsomt hårdt, da den ramte. Grafikken her viser antallet af begravelser i Kongsted kirke før og efter 1831. Foto: Grafik, TV2 ØST
Der blev begravet 46 personer i Kongsted som følge af den Sjællandske Feber i 1831.
Der blev begravet 46 personer i Kongsted som følge af den Sjællandske Feber i 1831. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Blev behandlet med snit i armhulen

Den sjællandske feber blev konstateret første gang i slutningen af juli 1831. I september 1831 blev det slået fast, at sygdommen skulle behandles efter epidemiloven, hvilket vil sige, at behandlingen - modsat andre fra den tid - var gratis.

Derfor kom en ung medicinstuderende den 5. september det år til Turebyholm Gods lidt nord for Dalby på Sydsjælland.

- Det var en 21-årig medicinstuderende, Emil Hornemann, der var blevet tilkaldt af en anden læge, som ikke magtede situationen. Han stod med 18 landsbyer og tre herregårde, fortæller Morten Arnika Skydsgaard, der er læge og historiker ved Steno Museet, Aarhus Universitet.

Oplevelsen var voldsom for den ganske unge medicinstuderende.

- Han oplevede jo en alvorlig epidemisk sygdom, der slog bønder ihjel i tusindvis, forklarer han.

Artiklen fortsætter under billedet: 

På Turebyholm Gods lidt nord for Dalby behandlede den unge medicinstuderende Emil Hornemann patienter mod sygdommen.
På Turebyholm Gods lidt nord for Dalby behandlede den unge medicinstuderende Emil Hornemann patienter mod sygdommen. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Emil Hornemann skrev efterfølgende sine erindringer ned. De indeholder fortællinger om, hvordan de behandlede de syge mod Den sjællandske feber i 1800-tallet.

Foruden brug af kolde omslag og sennepssurdej under fødderne, blev der også brugt en såkaldt sneppert i behandlingen - et lille instrument, som man brugte til at åbne patientens vener i forbindelse med åreladning.

- Der kunne man snitte blodårerne over i armhulen. Så tømte man 200-300 milliliter blod ud for at trække blod ud af hjernen, siger Morten Arnika Skydsgaard.

- Det hjalp på feberen, men det har ikke hjulpet på sygdommen, forklarer han.

Dermed var åreladningen i bedste fald kun lindrende. I værste fald var den direkte farlig. 

Den lille "sneppert" blev brugt til åreladning. En behandling, der måske kun har gjort ondt værre.
Den lille "sneppert" blev brugt til åreladning. En behandling, der måske kun har gjort ondt værre. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Den glemte epidemi

Ifølge Morten Arnika Skydsgaard er Den sjællandske feber ganske enkelt blevet glemt for eftertiden - og måske også i samtiden.

- Der er 400.000 bønder på Sjælland. 70.000 blev syge, og 9.000 dør. Over to procent af befolkningen dør, siger han.

Alligevel har end ikke præsten i Kongsted hørt om sygdommen, der hærgede hendes område.

- Vi har jo hørt om den sorte død og alt muligt andet, men ikke Den sjællandske feber, siger Jeanette Capion.

Ifølge historikeren ligger forklaringen gemt i epicenterets placering.

- Den sjællandske feber blev den glemte epidemi, fordi den fandt sted langt fra København, fortæller Morten Arnika Skydsgaard i bogen 'Fra pest til corona', som netop er udkommet i serien 100 Danmarkshistorier.

Artiklen fortsætter under billederne: 

Morten Arnika Skydsgaard, der er læge og historiker kalder den Sjællandske Feber for den glemte epidemi.
Morten Arnika Skydsgaard, der er læge og historiker kalder den Sjællandske Feber for den glemte epidemi. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Borgerskabet i landets hovedstad var nemlig optaget af koleraen, som huserede i Wien og Moskva, mens bønderne faldt om på markerne syd og vest for København.

Sundheds-Collegiet – en forløber for Sundhedsstyrelsens – var i alarmberedskab over risikoen for kolera. Der blev lavet strenge regler for karantæne og lavet skrivelser med gode råde om forebyggelse af smitte og om behandling af de syge.

Alt imens Den sjællandske feber rasede blandt bønderne, spillede de en central rolle i forhold til at holde kolera ude af landet.


Bønderne blev sat til at holde vagt ved Østersøkysten for at sikre, at udenlandske skibe overholdt den karantæne, der var på tyve dage, inden besætningen måtte gå i land.

- Det er jo paradoksalt, at bønderne, som var udmattede og syge, skulle sidde vagt dag og nat for at sikre, at koleraen ikke kom ind, mens der rasede en epidemi og en kæmpe katastrofe inde på Sjælland, siger Morten Arnika Skydsgaard.

Koleraen nåede først København 22 år efter, at Den sjællandske feber gjorde sit indtog i efteråret 1831. Den ramte dog langt mindre hårdt end Den sjællandske feber, der tog livet af to procent af bønderne.

Hvad der skyldtes Den sjællandske feber og dermed de mange begravelser i kirken i Kongsted, ved man ikke med sikkerhed.
Hvad der skyldtes Den sjællandske feber og dermed de mange begravelser i kirken i Kongsted, ved man ikke med sikkerhed. Foto: Faxe Kommunes Arkiver