De er der fra hele landet - og endda også fra Sverige. En del unge, men flere midaldrende. Kvinder over det hele, og nogle få mænd er kommet til Haslev for at deltage årets store garnfestival. Tidligere var det en strikkefest, men i år er indholdet udvidet, og det føltes naturligt at omdøbe begivenheden til en garnfestival i stedet for, fortæller arrangørerne.
Og indholdet af festivallen rammer lige ind i tidsånden, mærker de:
- Særligt den yngre generation har fået øjnene op for det med at skabe noget selv. Mange af de unge mødre kan rigtig godt tænke sig at lave noget helt fra bunden af - at skabe deres egne produkter, siger Heidi B. Johannesen fra Krea Deluxe, der er en af de tre arrangører af festivallen.
Artiklen fortsætter under billedet
Charlotte Aagerup fra København, der er en af de yngre deltagere i dagens arrangement, ser også tendensen, selv om hun godt kunne ønske sig, at der kom lidt flere på hendes egen alder med på bølgen
- Nu har jeg også været til noget garnbanko tidligere, hvor jeg også ser flere unge piger, så det er dejligt, men jeg synes stadig, der mangler lidt flere. Men det kommer siger hun.
Stande, underholdning og workshops
Garnfestivallen løber over to dage her i weekenden med mange forskellige aktiviteter. Der er 20 forskellige stande, hvor man kan blive inspireret og købe, der er workshops, man kan deltage i, der er optræden og underholdning på den store scene, og der er en byttebørs, hvor man bare bytter garn med hinanden.
Årets støtteprojekt - garnfestivallen vælger hvert år et godt formål at støtte - er i år Hospicebamsen. Det er et projekt, hvor man hækler en helt speciel bamse og donerer den til børn, der på den ene eller den anden måde kommer i berøring med et hospice.
Artiklen fortsætter under billedet
Og så er der det med mændende. De var meget få i dag, og ifølge Christina Ritz-Andersen, der driver forretningen Wool & Wilderness i Præstø, er det måske et punkt, hvor provinsen bare er en lille smule bagud i tiden.
- Måske er der ikke så mange af det mandlige køn herude i provinsen, der strikker. Endnu i hvert fald - men vi håber, det kommer, siger hun.
Festivallen slutter søndag, og der er stadig enkelte billetter tilbage.