Der måtte findes ekstra stole frem, da der torsdag aften var byrådsmøde i Faxe Kommune.
Vil flytte børnehaver over på skoler
Politikerne skulle nemlig førstebehandle næste års budgetforslag, og det havde fået masser af borgere til at møde op - primært forældre og personaler fra daginstitutioner rundt om i kommunen.
De bliver nemlig berørt, hvis budgettets foreslåede spareforslag bliver til virkelighed.
Det indebærer lukninger af nogle daginstitutioner og flytning af andre over på kommunens skoler.
Protesterer mod lukning af Regnbuen
Med blandt tilskuerne var Anne Køhler-Johansen, som er formand for forældrebestyrelsen til de to institutioner, Regnbuen og Smålfolk.
Hun var mødt op for at protestere mod, at Regnbuen står til lukning.
Sker det, skal børnene ifølge forslaget flyttes til to andre institutioner.
- Regnbuen er en fantastisk institution, hvor alle børn bliver set og hørt, og hvor der er plads til forskelle. Det vil være et stort tab, hvis den lukker, siger Anne Køhler-Johansen.
Nervøs for at børnehaver bliver små skoler
Hun udtrykker også bekymring for de daginstitutioner, som ifølge planen bør flytte over på nogle af kommunens skoler:
- Jeg er nervøs for, at de (daginstitutionerne, red.) så med tiden hovedsageligt bliver til en slags forskoler. Vi har en hel unik daginstitutionskultur i Danmark. den kan vi miste, hvis forslaget gennemføres.
Det hedder i budgetforslaget:
'Ejendomsstrategien indebærer, at en række kommunale opgaver med børn samles i bygningsfællesskaber. Disse bygningsfællesskaber dannes typisk i skolebygninger, hvor der grundet lavt elevtal er plads til andet end skolevirksomhed. Bygningerne indrettes i samarbejde med de kommende brugere af bygningerne ud fra de rammer, der sættes omkring budget og lokation.'
Det er Center for Ejendomme, der er kommet med oplæget til Byrådet om mulige besparelser på kommunens ejendomme.
Hvilke daginstitutioner og hvilke skoler, det involverer, kan du se her.