Fem murere udvises efter kontrolaktion i Haslev

Udlændingestyrelsen har besluttet, at murerne skal udvises af Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tirsdag endte arbejdsdagen brat for fem udenlandske murere, da Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi kom på uanmeldt kontrolbesøg på en byggeplads i Haslev. 

Besøget resulterede i, at de fem murere blev anholdt efter udlændingeloven og nu udvises af landet, da de ikke kunne fremvise en gyldig arbejdskontrakt.

- Vi havde fået et tip, hvor der var nogen, der synes, at det havde set lidt underligt ud i forhold til, hvem der gik og arbejdede der, fortæller Jens Frederiksen, der er politikommissær og sektionsleder hos udlændinge- og kontrolafdelingen hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Udvisning, indrejseforbud og bøde

Ifølge politikommissæren havde de fem murere, der kommer fra et land uden for EU, arbejdet ulovligt på byggeprojektet, som et udenlandsk firma står bag, i cirka en måned.

- Når vi kører ud til sådanne kontroller, så ser vi, hvem der er på dagen, og så dykker vi ikke længere ned i det med mindre, der kommer noget andet frem under afhøringerne, og det gjorde der ikke her, siger Jens Frederiksen.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi forventer, at personerne vil blive varetægtsfængslet i løbet af fredagen.

Udlændingestyrelsen har besluttet, at de fem murere vil blive udvist med et indrejseforbud i to år. Derudover vil de modtage en bøde.