Faxe Kommune afslørede socialt bedrageri for 4,9 millioner

Faxe Kommunes kontrolgruppe afslørede i 2014 socialt snyd for 4,9 millioner kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er hentet 4,9 millioner kroner i 2014 i Faxe Kommune, hvor en kontrolgruppe har haft fokus på socialt bedrageri. Kontrolgruppen modtog i alt 136 anmeldelser, hvoraf der blev standset ydelser i 47 sager. Det skriver Faxe Kommune i en pressemeddelelse.

En borger afmeldte eksempelvis i 2011 sin virksomhed i både det centrale virksomhedsregister og momsregisteret. Borgeren fortsatte imidlertid med at drive virksomhed, men nu uden at betale skat og moms af de indtjente penge.  Sagen er ikke endeligt færdiggjort hos Skat, men kravet kan opgøres til mindst en ½ million og med et forventeligt strafferetligt efterspil.

'Forglemmelse' kostede betinget fængsel og 220.000 kroner

I et andet tilfælde modtog en enlig forsørger kontanthjælp på højeste forsørgerniveau, fuld boligstøtte, økonomisk friplads til børnene samt børnetilskud. Den pågældende havde imidlertid ikke meddelt, at vedkommende ikke længere boede på sin folkeregisteradresse, men var blevet samboende.

Den forglemmelse, og det forhold at forsøgeren tidligere var taget i socialt snyd, medførte en politianmeldelse. Efterfølgende modtog den pågældende en dom ved Retten i Næstved lydende på seks måneders betinget fængsel og et krav om tilbagebetaling af cirka 220.000 kr.

I kommunen er formand for erhvervs- og kulturudvalget Dorte Nybjerg (V) tilfreds med kontrolgruppens indsats.

- Jeg noterer mig, at Faxe Kommunes kontrolgruppe har fundet en god balance imellem på den ene side borgerens retssikkerhed, der ligger mig meget på sinde, og på den anden side at få stoppet mest muligt socialt snyd. Faktisk kan jeg ikke mindes en klagesag i nyere tid, siger hun.

Hele årsberetningen kan læses på kommunens hjemmeside. Her kan du også læse mere om kontrolgruppens 2015 projekter.


Nyhedsoverblik