Familie måtte flygte ud af brændende hus

Mor, far og to børn var lige ved at sove fra brand i deres hus. Brændeovnen er formentlig årsag til branden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En familie i Faxe Ladeplads vågnede fredag morgen op til en stue omspændt af flammer.

Faren havde tidligere på morgenen tændt op i en bioethanol-brændeovn i stuen, og er derefter gået i seng igen, mens brændeovnen skulle varme stuen op.

Det skriver DAGBLADET Køge.

Ilden har derefter sandsynligvis fået fat i nogle dampe fra beholderen med bioethanol, der formentlig har stået for tæt på brændeovnen.

Ilden har totalt ødelagt stuen og køkkenet, mens resten af huset er blevet svært sodskadet, fortæller indsatsleder ved Faxe Brand og Redning, Kjeld Christensen.

Alle husets beboere, far, mor, to børn og en hund, kom ud i sikkerhed.

- Dog fik vi sendt forældrene til tjek for røgforgiftning. Faren var helt sort i halsen, siger indsatslederen til DAGBLADET.


Nyhedsoverblik