Fællesskab og festival - særlig efterskole freaker ud

Karise efterskole har inviteret 350 elever til en særlig festival, hvor alt det skøre og skæve bliver hyldet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lige så lille festivalen Freak Out fremstår, ligeså stort er det for de 350 efterskoleelever, der deltager i den.

Det er Karise Efterskole, som er en specialefterskole, der ligger rammerne til festivallen.

Festivalen byder på alt fra shows på scenen, til boder med kæmpe sæbebobler, gæt en lort  og romkugler med skøre smage. 

quote Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg havde været, hvis ikke det havde været for skolen

Melina Ryel, elev, Karise Efterskole

Alt på festivalen er lidt skævt og skørt, men ikke mere skørt, end at alt har en mening. 

- De smil som vores elever forlader skolen med, og det fællesskab de har været en del af, det er helt unikt at se på, fortæller Jørgen Schrøder, der er viceforstander på Karise Efterskole, hvor alle eleverne har deres at slås med.

Der var rig mulighed for Jonathan Bodin og de andre elever til at give den gas med dans til festivallen.
Der var rig mulighed for Jonathan Bodin og de andre elever til at give den gas med dans til festivallen. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Festivalen er en mulighed for, at eleverne kan vise skolen frem til andre efterskoler, men samtidig er den også en kulmination på et år, eleverne ikke har turde drømme om. 

- Jeg har Aspergers og ADHD, fortæller Jonathan Bodin, der er elev på Karise Efterskole. 

- Jeg har Aspergers, autisme og ADD, istemmer Melina Ryel.

Svær skolegang

Mange af eleverne på Karise Efterskole har en svær folkeskoletid, både bogligt og socialt, med i rygsækken. 

- På den første folkeskole jeg gik på, var det værst, fortæller Jonathan Bodin. 

- Det har været kvælertag, jeg er blevet slået på, og folk har sagt alle mulige lede ting til mig, siger Melina Ryel.

Melina Ryel har haft en svær skolegang, men efterskoleåret på Karise Efterskole har været noget helt særligt.
Melina Ryel har haft en svær skolegang, men efterskoleåret på Karise Efterskole har været noget helt særligt. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Den slags skolegang kender alle eleverne på Karise Efterskole til. 

- Det har været en skolegang, der for nogle af dem har haft lidt for mange nederlag. Nogle af eleverne har været hjemme fra skole i op til flere år, før de kommer på sådan en skole som her, hvor de bliver en vigtig del af fællesskabet, fortæller Jørgen Schrøder.

Viceforstander Jørgen Schrøder nød dagens festival ligeså meget som eleverne.
Viceforstander Jørgen Schrøder nød dagens festival ligeså meget som eleverne. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

På skolen undervises der på den enkelte elevs niveau men altid med fokus på det sociale. 

- Det har betydet rigtig, rigtig meget for mig at gå her. Jeg er blevet meget bedre personligt og med det sociale, siger Jonathan Bodin. 

- Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg havde været, hvis ikke det havde været for skolen, jeg ved bare, at jeg er rigtig glad for at gå her, siger Melina Ryel. 

Ud af de 350 deltagere var 86 elever fra Karise Efterskole, de resterende kom fra ni andre efterskoler. 


Nyhedsoverblik